15-årig knallertkører fik tæsk af vred billist

29. november 2019 16:00 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En mand efterlyses nu af politiet.

15-årig knallertkører fik tæsk af vred billist
15-årig knallertkører tæsket gennem hullet til hjelmen. Foto: Scanpix.

En 15-årig dreng anmeldte torsdag klokken 21.00 til Østjyllands Politi, at han var blevet slået i hovedet af en ukendt gerningsmand i Odder tidligere på aftenen.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Artiklen fortsætter under videoen

Den 15-årige forklarede, at han havde kørt på knallert med en kammerat tidligere, da en mand pludselig var begyndt at råbe af dem. Han mente ikke, at de havde kørt på en måde, der var til gene for andre.

Da de kørte fra stedet, fulgte manden efter dem i bil. Han kørte med høj hastighed imod dem, så den 15-årige blev bange for, at han ville køre ind i dem.

Omkring Fælleshuset ved Venneslaparken steg manden ud af bilen og gik hen mod den 15-årige.

Han råbte til drengen, at han skulle give ham nøglerne til knallerten og slog ham derefter to gange igennem hullet til styrthjelmen.

Manden beskrives som:

Mand, dansk af udseende
Cirka 25 år
180 cm høj
Tynd men trænet
Lysebrunt hår
Iført grøn trøje og jeans
Kørende i en sølvfarvet Mercedes c-klasse

Har du oplysninger i sagen, kontakt Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu