15-årig milliardærarving dræbt i vild ulykke

10. juli 2019 21:03 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

15-årige Iris Goldsmith er blevet dræbt i en ulykke på familiens landsted.

15-årig milliardærarving dræbt i vild ulykke
Det blev kaldt årets jetset-bryllup, da Ben Goldsmith og Kate Rothschild blev gift i 2003. Foto: Scanpix

Den kun 15-årige milliardærarving Iris Goldsmith er mandag blevet dræbt i en slem ulykke på familiens landsted i Somerset i England.

Det skriver blandt andre BBC. Iris Goldsmith faldt efter sigende af et ATV-lignende transportmiddel, som hun blev fanget under.

Ifølge Avon and Somerset Police betragtes Iris Goldsmiths dødsfald ikke som mistænkeligt.

Efter ulykken har Iris Goldsmiths skoleleder fra Wycombe Abbey, Rhiannon Wilkinson, været ude at kommentere på tabet:

– Vi er alle chokerede over at høre fra familien om Iris’ tragiske død. Hendes familie er i særdeleshed i vore tanker.

– Hele skolen er dybt berørte over tabet af en glad, respekteret, succesfuld ung kvinde, siger hun.

Milliardærerne

Iris Goldsmith var det romantiske resultat af, at to af Storbritanniens rigeste familier blev smedet sammen. Hendes far er Ben Goldsmith, hvis bror sidder i det britiske parlament, og moderen Kate Rothschild er medlem af den berømte bankfamilie af samme navn.

Parret har også sønnerne Frank på 13 år og Isaac på 11 år. De blev skilt i 2012.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu