ANNONCE

15-årig sparket i maven af rasende mand

15. april 2020 12:20 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Da en flok 15-årige hang ud foran Annexhallen i Aarhus, blev de antastet af to mænd.

15-årig sparket i maven af rasende mand
En 15-årig dreng blev tirsdag sparket i maven og slået i ansigtet af en rasende ung mand. Politiet vil gerne høre fra vidner. Foto: Colourbox/ Genre

Tirsdag eftermiddag omkring klokken 14.30 anmeldte en 15-årig dreng, at han var blevet udsat for en ordentlig omgang tæsk af en mand. Manden havde tildelt den 15-årige spark i maven, og han havde slået den 15-årige med knytnæve i ansigtet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Drengene råbte hvad

Sammen med nogle venner havde en 15-årig siddet på en bænk udenfor Annexhallen i Aarhus. Her var to mænd kommet forbi drengegruppen. Den ene på cykel, mens den anden var gående.

De to mænd sagde noget, som de 15-årige ikke kunne høre, og de råbte ‘hvad?’. Det fik den ene af de to mænd, kaldet A, til at tage kvælertag på en af den 15-åriges venner.

Gerningsmanden var meget vred og blev ved med at spørge, hvorfor de unge drenge havde råbt efter ham. De 15-årige forklarede, at de ikke havde råbt. Det fik den rasende mand til at gå sin vej.

Kort tid efter møder de 15-årige drenge igen de to mænd. Gerningsmanden var ikke faldet ned, og han tog fat i den 15-årige, der blev sparket i maven og slået med knytnæve i ansigtet.

Gerningsmand A og B

Gerningsmand A beskrives som værende asiatisk af udseende, spinkel af bygning, mellem 17 og 19 år gammel og cirka 180 centimeter høj. Han talte dansk, havde sort hår og var iført mørk hue og tynd jakke. Han medbragte desuden en cykel.

Gerningsmand B beskrives som værende dansk af udseende, almindelig af bygning, mellem 17 og 19 år gammel og omkring 175 centimeter høj. Han havde kort lyst hår og var iført en lys jakke. Han bar desuden briller.

Østjyllands Politi har en formodning om, hvem de to mænd er, men politiet hører gerne fra vidner, der kunne have overværet episoden. Politiet kan kontaktes på 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu