16-årig blev påkørt under politijagt – nu har DUP brug for hjælp

21. maj 2018 10:04 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk

En mand, som forsøgte at flygte fra politiet, påkørte lørdag 19. maj en blot 16-årig mand i Hirtshals. Nu undersøger Den Uafhængige Politiklagemyndighed sagen - og efterlyser i den forbindelse vidner til hændelsen.

16-årig blev påkørt under politijagt - nu har DUP brug for hjælp
En 16-årig ung mand blev alvorligt kvæstet, da en 30-årig mand under flugt fra politiet mistede herredømmet over sin bil og torpederede et hus i Hirtshald. Arkivfoto: Nils Meilvang/Scanpix

En 16-årig dreng kom alvorligt til skade, da han lørdag aften – den 19. maj – blev påkørt af en mand, der var på flugt fra politiet efter en voldsepisode i Hirtshals.

Man kan argumentere for, at ulykken skete, fordi manden var på flugt fra politiet, og derfor er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) nu gået ind i sagen.

Det skriver myndigheden på deres hjemmeside.

Overfaldt modpart med en murerhammer

Sagen tog sin begyndelse i forbindelse med en voldelig episode samme lørdag aften omkring klokken 20.

Her slår den efterfølgende gerningsmand en forurettet med en murerhammer.

Offeret for volden får punkteret en lunge – og senere på natten får politiet færten af gerningsmanden.

Efter en kort biljagt går det galt – flugtbilen skrider ud, og på to hjul brager den ind i et hus på Dalsagervej.

16-årig dreng kom i klemme mellem hus og bil

Sammenstødet er så voldsomt, at en del af husmuren vælter – og uden for huset står en dreng og en pige, som begge bliver ramt.

Den 16-årige dreng, der er fra Hjørring, kommer i klemme mellem bilen og husmuren, og bliver bragt til Aalborg Universitetshospital med voldsomme skader.

Pigen, som han stod sammen med, slipper med knubs, mens en kvindelig passager i flugtbilen får sin ene hånd læderet.

Den 30-årige slipper uskadt, men bliver anholdt og sigtet for vold. Flere sigtelser kan dog komme til.

Efterlyser vidner, som kan have set noget

Som altid, når folk kommer til skade i forbindelse med politiets indgriben, er DUP blevet orienteret om, hvad der er sket – og det seneste er, at man har valgt at undersøge sagen.

Når undersøgelsen er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.

DUP vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Politiklagemyndigheden kan kontaktes via deres hjemmeside.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu