ANNONCE

16-årig død med Covid-19

2. december 2020 09:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 16-årig sund og rask ung mand er død kort efter smitte med Covid-19.

16-årig død med Covid-19
Isai Morocho døde med coronarelateret sygdom. Nu samler familien ind via Gofundme til begravelsesomkostninger. foto: Gofundme

En 16-årig High School-elev fra den amerikanske stat Wisconsin er død ikke længe efter, at han blev smittet med coronavirus. Det oplyser forstander for East High School Brendan Kearney i en Youtube-video, som er lagt online mandag dansk tid.

Skolelederen siger blandt andet, at eleven – Isai Morocho – døde i løbet af thanksgiving-ferien, som mange amerikanere netop har holdt. Årsagen er Covid-19-relateret sygdom, skriver flere medier ifølge People.com. Heriblandt lokale WISN 12 News, der har talt med afdødes tante.

Umiddelbart tyder det ikke på, at den 16-årige vidste, han var smittet. For Morochos far siger til spanskskrevet amerikansk medie, at sønnen havde symptomer den 18. november, men blev testet negativ.

Ekstrem diarré og opkast fortsatte med at plage den unge mand, der ifølge faderen døde siddende i fred i en stol i hjemmet. Kroppen kunne ikke mere. Efter drengens død har læger gennem blodprøver fastslået, at han døde med Covid-relateret lungebetændelse.

– Det er et frygteligt tab for alle i vores lokalsamfund, og vores hjerter går ud til hans familie i denne tid med ubegribelig sorg. Vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte den, siger Kearney i sin videobesked.

I USA alene er der onsdag morgen dansk tid registreret 270.642 dødsfald, der kan relateres til coronaviruspandemien. Der dør absolut flest ældre borgere, hvor døden kan relateres til Covid-19. Sådan er billedet også i Danmark.

Her er de to yngste, hvis død kan relateres til Covid-19, mellem 30 og 39 år, viser Statens Serum Instituts tal.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu