ANNONCE

1600 store skinker skabte kaos på motorvej

24. juli 2020 19:00 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En lastbil væltede fredag eftermiddag på motorvej E45.

OPDATERING 19.00:

Der er så småt ved at være styr på oprydningen efter uheldet, hvor en lastbil kort efter klokken 15 fredag eftermiddag væltede på E45 ved Vejle.

Der forventes dog ikke at være endeligt opryddet før midnat. To spor er dog farbare.

Ifølge Aarhus Stiftstidende var lastbilen læsset med intet mindre end 1600 store skinker – skinker, der skulle losses over i en anden lastbil.

Et eksploderet dæk var skyld i den voldsomme ulykke, som kun lastbilen var involveret i.

Føreren slap relativt heldigt fra ulykken – en slået fod og ondt i hovedet, lyder det.

ORIGINALARTIKEL:

Der er fredag eftermiddag fuldstændigt spærret på motorvej E45 i sydgående retning ved Vejle N.

Det skyldes en lastbil, der er væltet lige omkring motorvejsafkørslen.

Det fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til Newsbreak.dk:

– Det er, hvad jeg kan fortælle lige nu. Vi ved endnu ikke, om chaufføren er kommet noget til, siger vagtchefen.

Ifølge Vejdirektoratet forventes der først at være ryddet op efter ulykken ud på aftenen.

Der er kø i begge retninger efter ulykken.

Newsbreak.dk følger sagen…

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu