17-årig dreng tilstår drab på 13-årig pige

9. august 2018 19:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Norsk politi oplyser, at en 17-årig dreng har tilstået drab på en 13-årig pige.

17-årig dreng tilstår drab på 13-årig pige
Politiet i Norge mener at have opklaret en sag om drabet på en 13-årig pige, efter en 17-årig har tilstået. Foto: Carina Johansen/Scanpix

I Norge har en 17-årig dreng tilstået drabet på den 13-årige norske pige Sunniva Ødegård, der natten til 30. juli blev fundet død.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Drengen har været sigtet og fængslet siden 31. juli. Han meldte sig oprindeligt som et vidne med oplysninger, men efter et forhør sigtede politiet ham for drabet.

Tidligere har den 17-årige erkendt et indbrud i en børnehave tæt ved samme nat. Men det er først torsdag, han har tilstået drabet, oplyser Bjørn Kåre Dahl, som leder efterforskningen.

– Sigtede har forklaret, at der blev udøvet vold to steder, siger Bjørn Kåre Dahl ifølge NTB.

Den 17-årige forhøres stadig. Han har endnu ikke taget stilling til, hvad han vil erklære sig i en retssag, oplyser politiet.

Ifølge tv-stationen NRK’s hjemmeside oplyser Bjørn Kåre Dahl, at den 17-årige har ændret forklaring.

– Først forklarede han, at han tilfældigvis kom forbi findestedet natten til mandag, men at han ikke havde noget med drabet at gøre. Han har ændret sin forklaring til, at han har udført drabshandlingen, siger Bjørn Kåre Dahl ifølge NRK.

– Han har forklaret, at vold med et stump objekt har været involveret.

Fundet 150 meter fra sit hjem

Den 13-årige Sunniva Ødegård blev fundet 150 meter fra sit hjem, da hendes far begyndte at lede efter, fordi hun ikke var kommet hjem fra en veninde som planlagt.

Ifølge den 17-åriges nye forklaring er hun blevet udsat for vold to steder. Det ene af stederne er nær ved findestedet.

Ifølge NRK har politiet tidligere oplyst, at den 17-årige var kendt for tidligere forhold, uden at der dog var tale om voldssager. Ifølge NRK’s anonyme kilder var han med til at sætte ild til en ungdomsskole i byen tidligere på sommeren.

Det skal nu vurderes om den 17-årige er tilregnelig.

Fakta

Drabssager med unge gerningsmænd

I Danmark ses det heldigvis sjældent, at der sker drab med meget unge gerningsmænd. Men det forekommer.

Her følger nogle af de senere års sager med meget unge drabsmænd:

* I september 2012 bliver den 21-årige Jon Patorra stukket ihjel foran et pizzeria i Vanløse i København. En dengang 16-årig dreng blev i byretten idømt syv års fængsel for at have ført kniven.

* I juli 2011 kommer to 13-årige drenge op at slås om en pige på et grønt areal ved Borgmester Andersens Vej i Sønderborg. Slagsmålet ender med, at den ene dreng dræber den anden med en kniv.

* I maj 2007 bliver en 85-årig kvinde voldtaget og dræbt i Aalborg. En 15-årig dreng anholdes i Grønland og bliver efterfølgende idømt otte års fængsel for drab og voldtægt.

* I oktober 2007 dræber en 15-årige dreng en mand ved at tæske ham til døde ved stadion i Aalborg. Drabet er helt umotiveret, og den 15-årige bliver efterfølgende idømt syv års fængsel ved landsretten.

* I juni 2004 i Otterup på Fyn stikker en 16-årig dreng sin voldelige stedfar ihjel med 139 knivstik. Landsretten straffer ham med fem års fængsel.

* I april 2002 stikker en 13-årig pige i Valby i København sin sovende far ihjel. Motivet er tilsyneladende, at den alkoholiserede far ikke behandlede familien særlig godt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu