ANNONCE

17-årig i “selvkørende” bil skal i fængsel

10. marts 2021 22:53 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk og Ritzau Info

For at undgå en bøde hoppede en ung mand til bagsædet af bilen, mens den kørte. Nu skal han i fængsel

17-årig i
Den unge mand ryger nu i fængsel i 40 dage. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 17-årig drengs forsøg på at slippe for færdselsbøder ender med at koste ham en fængselsstraf.

Fredag blev han i Retten i Glostrup idømt 40 dages fængsel for to hændelser, hvor politiet ville standse ham for at køre for hurtigt.

Begge gange kravlede drengen om på bagsædet af bilen, mens bilen – nu uden fører – fortsatte med 20-25 kilometer i timen i omkring 100 meter, til den standsede af sig selv. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Selv om betjenten kørte lige efter og så, at der blev byttet plads i bilen, nægtede den unge mand at have ført bilen og påstod, at føreren var stukket af.

Drengen har dog senere erkendt, at han forsøgte at undgå at få bøder.

Ræsede afsted i 60 km/t-zone

Første gang blev drengen målt med 84 kilometer i timen på Vallensbæk Torvevej, hvor der maksimalt må køres 50 kilometer i timen.

Da var han 16 år. Anden gang var på Gammel Køge Landevej, hvor han som 17-årig blev målt med 142 kilometer i en 60 kilometerzone.

– Det er en atypisk sag, hvor han skaber en farlig situation for andre trafikanter for at slippe for bøder, men samtidig begiver sig ind i mere alvorligere straframmer med fængsel, siger specialanklager Charlotte Møgelhøj i en meddelelse fra politiet.

Ryger i fængsel i 40 dage

Fængselsdommen på 40 dages fængsel får den 17-årige for to gange hensynsløs kørsel. Fordi han ikke havde kørekort, er straffen gjort ubetinget, oplyser politiet.

Drengen er også frakendt førerretten ubetinget i tre år hvilket betyder, at han først kan få kørekort, tre år efter han er fyldt 18 år.

Retten i Glostrup har også idømt drengen en tillægsbøde på 34.000 kroner for seks tilfælde af kørsel uden førerret, flere hastighedsovertrædelser og andre forseelser.

Drengen har modtaget dommen og vil altså ikke anke til landsretten.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu