18-årig fodgænger dræbt på stedet

11. august 2019 08:04 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 18-årig fodgænger er lørdag aften blevet ramt af en personbil. En læge erklærede ham død på stedet.

18-årig fodgænger dræbt på stedet
Den 18-årige blev ramt af en bil på Nyborgvej ved Refsvindinge. Foto: Openstreetmap-bidragsydere (C)

En fodgænger, en 18-årig mand, blev lørdag ramt af en personbil, mens han gik ved Nyborgvej ved Refsvindinge på Fyn. Ulykken skete klokken 23.09, oplyser Fyns Politi på Twitter.

Omstændighederne vedrørende ulykken er ifølge politiets vagtchef Hans Jørgen Larsen ikke fastlagt, siger han tidligt søndag til Newsbreak.dk.

– En bilinspektør har været på stedet, og vi kan ikke sige noget, før hans undersøgelser ligger klar, siger Larsen.

Han tilføjer, at den kvindelige bilist ikke er kommet noget til i ulykken. Den 18-årige mand, der er fra lokalområdet, blev så alvorligt kvæstet ved ulykken, at han blev erklæret død på stedet.

– Det er simpelthen så tragisk, siger vagtchefen og sukker.

Pårørende til den dræbte er underrettet om ulykken.

Søndag morgen er politiet ikke længere på stedet, så trafikken kan køre normalt søndag.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu