ANNONCE

Sofie Carsten Nielsen fortsætter som leder

18. oktober 2020 17:21 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Ingen medlemmer af De Radikales folketingsgruppe har valgt at forlade partiet på søndagens møde.

Sofie Carsten Nielsen fortsætter som leder
Radikale Venstre havde søndag krisemøde i København. Foto: Scanpix.

Der er fuld tillid i De Radikales folketingsgruppe til Sofie Carsten Nielsen som politisk leder. Det siger hun søndag efter et krisemøde i gruppen.

Hun fortsætter dermed på posten som politisk leder af partiet.

– Der er opbakning fra gruppen, siger hun.

Hektisk uge

Sofie Carsten Nielsen overtog i sidste uge posten som politisk leder af De Radikale, efter at Morten Østergaard trak sig.

Det skete efter hans håndtering af en sag, hvor han for knap ti år siden skulle have lagt en hånd på partifællen Lotte Rods lår.

Siden er tre sager kommet frem, hvor den tidligere leder har berørt kvinder i tilknytning til partiet mod deres vilje.

Sofie Carsten Nielsen afviste at have kendt til de nye sager. Få dage efter stemplede partifællen Ida Auken, der er sygemeldt fra Folketinget, dog ind i debatten.

Hun anklagede blandt andre Sofie Carsten Nielsen for at dække over en krænkelse på Folkemødet i 2017, hvilket den nye leder afviste.

Herefter blev der kaldt til krisemøde i folketingsgruppen, og det er altså søndag endt med, at Sofie Carsten Nielsen fortsætter som leder.

Ingen medlemmer af De Radikales gruppe har valgt at forlade partiet på søndagens møde, siger Sofie Carsten Nielsen.

– Vi har forpligtet hinanden til at stå sammen som gruppe. Vi skal være åbne og ærlige og genopbygge tilliden til hinanden, siger hun efter mødet.

Uenighed

Sofie Carsten Nielsen vil ikke svare på spørgsmål om, at hun længe har kendt til sager med Morten Østergaard uden at reagere. Hun vil heller udtale sig om, hun selv eller Ida Auken havde ret i deres beskrivelse af forløbet.

Ifølge Ida Auken gjorde hun i 2017 Sofie Carsten Nielsen opmærksom på en sag fra Folkemødet med Morten Østergaard.

– Det er den uenighed, vi har. Det er skår, vi åbenlyst skal hele nu. Jeg har dialog med Ida Auken, hun er sygemeldt, så hun er her desværre ikke nu, Sofie Carsten Nielsen om kollegaen, der altså ikke deltog i dagens møde.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu