ANNONCE

19-årig flugtfange anholdt: Derfor stak han af

12. maj 2016 19:23 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En 19-årig formodet asylansøger har haft et par aktive dage i det syddanske med flere indbrud og to anholdelser.

19-årig flugtfange anholdt: Derfor stak han af
Til sidst blev den ihærdige fange indhentet på Gudenåvej. Foto: Google Maps.

Syd- og Sønderjyllands Politi har de seneste par dage haft lidt svært ved at holde på en kreativ og ivrig ung mand, der i løbet af et døgns tid formåede at blive anholdt, indlagt, tage flugten for så at blive anholdt nok engang.

– Vi anholdt ham natten til onsdag i forbindelse med et indbrud i en restauration i Esbjerg, fortæller Jesper Hansen, politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den unge mand blev stillet for en dommer og siden overført til arresten i Kolding.

– I forbindelse med fængslingen spiser han så noget glas, der gør, at han skal på sygehuset, og da vi får ham derind, vurderer vi, at han ikke har det særlig godt, så han bliver overført til psykiatrisk afdeling i Esbjerg, fortæller Jesper Hansen til Newsbreak.

Flygter og begår straks en række indbrud

Den unge mand når dog ikke at opholde sig på den psykiatriske afdeling i særlig lang tid. Torsdag morgen omkring klokken 4 flygter han igen. Og så gik jagten ellers ind.

Syd- og Sønderjyllands Politi holdt deres læsere på Twitter opdaterede om flugten, hvor den unge mand virkede til at være på jagt efter noget andet tøj at tage på end det hvide hospitalstøj, han var iført.

Timerne gik, og politiet holdt fast i sporet, der gik gennem Esbjerg.

Det virkede til, at den unge mand havde haft held med nogle af sine indbrud, da han i hvert fald, som morgenen gik, blev iklædt både en kedeldragt og siden en grå trøje.

Fire timer efter, at han tog flugten, gik den ikke længere. Den unge mand blev igen anholdt af politiet.

Den unge mand befinder sig nu i politiets varetægt.

– Han er 19 år gammel, og vi har en formodning om, at han er asylansøger fra Marokko, fortæller Jesper Hansen.

Der venter nu den unge mand en række ekstra sigtelser efter hans springtur.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu