ANNONCE

Tiltale: Franarrede boligsøgende vildt beløb

1. august 2020 10:23 | Af: Ritzau Fokus

Københavns Politi har tiltalt 40-årig mand for at have franarret håbefulde boligsøgende i alt 350.000 kroner.

Tiltale: Franarrede boligsøgende vildt beløb
Retten på Frederiksberg indleder 1. oktober en straffesag om bedrageri med fupudlejning af lejligheder på Frederiksberg og i Valby, Kastrup og Glostrup. Den tiltalte blev varetægtsfængslet i maj. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix

Mens politiet i sommer har gentaget advarslen om, at lejligheder nogle gange bruges som redskab til svindel, har Københavns Politi rejst tiltale i en større sag om netop den form for kriminalitet.

Hele 19 gange blev boligsøgende udsat for groft bedrageri, da de betalte husleje forud og i nogle tilfælde depositum for at bo i lejligheder på Frederiksberg samt i Valby, Kastrup og Glostrup.

Det er i hvert fald påstanden i anklageskriftet mod en 40-årig mand, der hævdes at have drevet sit spil med falsk udlejning i 2018, 2019 og i år.

I slutningen af maj mistede manden sin frihed. Han blev anholdt af politiet, og derefter besluttede en dommer, at han skulle varetægtsfængsles.

Særligt én lejlighed på Fuglebakkevej på Frederiksberg er blevet brugt, mener anklagemyndigheden. Igen og igen blev lejekontrakter udfærdiget og underskrevet.

12 gange skete det, at håbefulde lejere in spe sendte tusinder af kroner til den nu tiltalte mands konti i forskellige banker. De troede, at de havde fundet et sted at bo.

Imidlertid havde manden hverken evne eller vilje til at give ofrene adgang til lejemålet, hedder det i anklageskriftet, som Ritzau har fået kopi af.

Sat i system

Bedrageriet var sat i system, får man indtryk af. Tre dage i rap i maj sidste år underskrev forskellige boligsøgende således lejekontrakt om den selvsamme lejlighed, fremgår det.

Nogle gange blev der betalt 34.000 for depositum og husleje, i andre tilfælde var beløbene for eksempel 19.200 eller 17.200 kroner.

Ifølge anklageskriftet scorede den tiltalte i alt cirka 350.000 kroner på at udleje fire forskellige lejligheder, han ikke havde rådighed over.

I forbindelse med anholdelsen i maj skrev Københavns Politi på Twitter, at manden er “kendt for lignende bedragerier tidligere”. Og varetægtsfængslingen har retten da også begrundet med risikoen for, at han på fri fod vil fortsætte med at franarre folk store beløb.

Den 40-årige nægter sig skyldig, og Retten på Frederiksberg skal afgøre sagen til oktober. På forhånd har anklagemyndigheden varslet, at den tiltalte, der ikke er dansk statsborger, risikerer at blive præsenteret for et krav om udvisning.

I øvrigt opfordrer Rigspolitiet på hjemmesiden politi.dk folk til at være forsigtige og kritiske. For eksempel er det en god idé at undersøge, hvem der ejer en lejlighed og at se billedlegitimation på udlejeren, før man slår til og betaler.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu