20.000 ramt af CPR-læk: Borgere dybt bekymrede

11. december 2018 14:11 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Gladsaxe Kommune har kontaktet de borgere, hvis CPR-numre er havnet hos kriminelle efter et computertyveri. Men borgerne er stadig bekymrede.

– Jeg føler mig da utryg, og jeg tænker, at det er noget rod.

Sådan lyder det til TV 2 Lorry fra Pia Radmer Jensen, der er en af 20.000 Gladsaxeborgere, der blev udsat for en læk af deres personlige oplysninger, da en tyv brød ind på Gladsaxe Rådhus og der fjernede fire bærbare computere.

En af computerne rummer et regneark, hvor 20.000 borgeres CPR-numre, adresser og navne ligger frit tilgængelige sammen med en oplysning om, hvilke ydelser, de har modtaget fra kommunen i løbet af 2018.

Pia Radmer Jensen nævner over for TV 2 Lorry, at hendes bekymring ikke bliver mindre af de stramninger, der netop er gennemført i forhold til persondatalovgivningen.

– Nu er det jo faktisk sådan, at jeg ikke engang må sige mit personnummer højt, når jeg er på apoteket. Og så sker det her. Det er da utroligt, at de har den slags liggende, uden at det er krypteret, siger hun.

Pia Radmer Jensen har kontaktet Gladsaxe Kommune, fordi hun gerne vil have dem til at fortælle mere om den risiko, hun er udsat for efter tyveriet. Men foreløbig er de ikke vendt tilbage.

Facebookgruppe for de berørte

Der gik ikke lang tid fra Gladsaxe Kommune kontaktede de berørte borgere, til der var dannet en Facebook-gruppe for dem, det er gået ud over.

Mette Anderson hedder kvinden, der har startet gruppen: “Gladsaxe – tyveri af computer og fortrolige oplysninger på borgere”

– Da jeg gik i seng i aftes var der 88 medlemmer – nu er der knap 400. Og det vælter ind. Jeg synes, det er uklart, hvad der lå i det dokument, der blev stjålet, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

– Det er også mærkeligt, at der overhovedet kan ske et indbrud på rådhuset. Og hvorfor blev lige den computer med det her dokument stjålet. Er det et insider-job?, spørger hun.

Mette Anderson siger, at hun ikke føler sig tryggere efter kommunens udmeldinger.

– Der findes så mange dygtige IT-folk, som kan hacke alt muligt. Selv når man tror, at noget er sikkert – så kan det hackes, siger hun.

Hvor er computeren havnet?

Maria Vangsgaard er endnu en af de borgere, der har fået oplysninger lækket.

– Jeg synes ikke det er særlig betryggende, og det er, som om kommunen vasker hænder.

– Jeg tror ikke på kommunen om, at der ikke er en risiko, for jeg ved ikke, om der er belæg for deres påstand. De ved jo ikke, hvis hænder computerne er havnet i. For eksempel om der sker et videresalg, siger hun. Jeg spurgte dem, hvad det er der er videregivet. Det vil de skrive til mig i min e-boks, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu