ANNONCE

Betjent kørt ned af bilist: Skød efter bilen

3. april 2021 06:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fredag aften blev en betjent ifølge politiet påkørt forsætligt i Aalborg. Han affyrede flere skud mod bil

En politibetjent blev i forbindelse med en færdselskontrol i Aalborg fredag aften påkørt af et køretøj, der ellers var blevet stoppet.

Ifølge politiet skete påkørslen forsætligt, og betjenten affyrede efterfølgende flere skud mod køretøjet.

Se video hos Local Eyes.

Det oplyser Nordjyllands Politi natten til lørdag.

– Betjenten standser bilen og går hen og snakker med føreren og ser, hvem det er. Så går han ud foran bilen og vil skrive registreringsnummeret ned, og der starter føreren så bilen, hvorefter han rammer betjenten, siger politiinspektør Claus Danø til Ritzau.

En mand, som ifølge politiet var føreren af køretøjet, efterlyses nu. Der er tale om 27-årige Cenk Firat Kirat.

Bilen fundet

Efter påkørslen flygtede personen i køretøjet fra stedet.

Flugtkøretøjet, som er en sølvgrå stationcar, blev fundet kort derfra.

Politiet mener at kunne fastslå, at køretøjet blev ramt af mindst et skud.

Hvor mange skud der blev affyret, og hvor de har ramt køretøjet, ønsker politiinspektør Claus Danø ikke at give et bud på, da undersøgelser fortsat er i gang.

– Vi har ingen grund til at tro, at nogen er kommet til skade i forbindelse med politiets skudafgivelse, men vi leder intenstivt efter Cenk Firat Kirat, siger Claus Danø i en pressemeddelelse.

Den påkørte betjent fik overfladiske sår og er udskrevet fra sygehuset efter behandling.

Han har det “efter omstændighederne godt”, oplyser politiinspektøren.

Ring til politiet

Påkørslen fandt sted på Øster Sundby Vej omkring klokken 21.10.

Politiet har oplyst, at man ville fortsætte med at efterforske i området i løbet af natten, og at man vil være at finde i området igen lørdag.

Har man viden om episoden, eller hvor den 27-årige mand befinder sig, opfordrer politiet til, at man henvender sig på nummeret 114.

– Man skal ikke selv forsøgt at pågribe pågældende, men blot henvende sig til politiet, siger Claus Danø i pressemeddelelsen.

Politiet har udsendt følgende signalement af den efterlyste:

“Cenk Firat Kirat er 27 år, 180 cm høj, markeret ansigt, brun hud, mørkt hår (formentlig barberet i siderne). ”

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu