ANNONCE

200 ansatte er smittet den seneste uge

17. november 2020 13:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

På seks minkpelserier i Danmark er der den seneste uge fundet over 200 smittetilfælde blandt ansatte.

200 ansatte er smittet den seneste uge
Arkivfoto: Scanpix.

Der er den seneste uge fundet over 200 smittetilfælde blandt ansatte på seks minkpelserier i Danmark.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

– Smitteopsporingen arbejder på højtryk for at bryde smittekæderne, skriver styrelsen.

Styrelsen oplyser ikke, hvor de pågældende minkpelserier ligger i landet.

Der er i øjeblikket et stort arbejde i gang med at aflive alle landets mink, fordi regeringen har besluttet, at de udgør en for stor sundhedsrisiko.

Påpeget risiko

Statens Serum Institut har påpeget en risiko for spredning af en muteret udgave af coronavirusset. Samtidig er mere end fjerdedel af farmene i Danmark ramt af smitte blandt minkene.

Minkavlerne må ikke bruge pelsen fra mink, som har været på en smittet farm, eller hvis deres farm ligger op til 7,8 kilometer fra en minkfarm, hvor der er fundet coronavirus.

Derimod er der ifølge Fødevarestyrelsen ikke noget til hinder for at pelse minkene, hvis farmen ligger uden for sikkerhedszonen på 7,8 kilometer.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu