ANNONCE

Politi-rapport kortlægger kriminelt netværk

20. september 2020 21:35 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Særligt ét netværk er meget, meget omfattende.

Politi-rapport kortlægger kriminelt netværk
Ifølge Expressen er det særligt Södertälje-netværket, der skiller sig ud i rapporten. Her ses et foto fra et bankrøveri i Södertälje i 2013. Foto: Scanpix/Janerik Henriksson

Det kom tidligere på måneden frem, at man i Sverige har et stort problem med kriminelle klaner.

Ritzau har tidligere citeret vicepolitichef Mats Löfving for, til Sveriges Radio, at fortælle, at man har tal på mindst 40 slægtsbaserede kriminelle netværk i Sverige.

– De arbejder på at skabe magt, de har stor voldskapacitet, og de vil tjene penge. Og det gør man ved narkotikaforbrydelser, voldsforbrydelser og afpresning, sagde Mats Löfving i den forbindelse.

En flere årtier lang fortælling

Nu føjer avisen Expressen flere lag til fortællingen med reference til en rapport, der blev produceret i slutningen af januar.

Expressen skriver, at Mats Löfvings udtalelser er baseret på den samme rapport, hvori man kan læse, at der er tale om grupper af familiebaserede netværk, der har boet i Sverige i flere årtier.

Rapporten beskriver, ifølge Expressen, 36 forskellige netværk, og i den forbindelse skiller Södertälje-netværket sig ud som det netværk, der har størst indflydelse, lokalt som nationalt.

Faktisk står gruppen ikke bare bag kriminalitet, for ifølge Expressen er netværket også repræsenteret blandt iværksættere, politikere og myndigheder.

Delt i tre

Expressen skriver, at politiet har inddelt Södertälje-netværket i tre dele; en ulovlig, en juridsk og en institutionel del.

Den juridiske del består af netværkets førende familier, der er iværksættere og rodfæstet i deres lokalsamfund. Familierne ejer fast ejendom, og de tjener penge ved at leje lokaler ud, mens den ulovlige del af netværket blandt andet arrangerer ulovlige fester.

Ifølge Expressen eksisterer der i byen Södertälje et samfund i samfundet, hvor netværket agerer både bank, hospital, forsikringsselskab og ejendomsmægler.

Politisk magt

Institutionelt har Södertälje-netværket også rigtig meget indflydelse. Expressen henviser til rapporten, der viser, at netværket findes i blandt andet kommunalbestyrelsen, og Expressen forbinder flere politikere direkte til netværket.

Expressen citerer rapporten for at skrive, at familierne i neværket stiller op for flere politiske partier for at sikre sig konstant politisk indflydelse på kommunalt niveau, og Expressen skriver, at netværket har en administrator siddende i den lokale kommune, som tager sig af byggetilladelser.

Expressen har talt med Boel Godner, medlem af svenske Socialdemokraterne og formand for kommunalbestyrelsen, der er enig med politiets analyse af Södertälje-netværket.

Hun siger til Expressen, at man politisk er klar over problemerne. Man prøver politisk at forhindre korruption og at forhindre at organiseret kriminalitet får indflydelse på politiske beslutninger i Södertälje.

Ifølge Expressen har netværket ingen formel leder, men Expressen refererer til politiet, hvorfra man mener, at flere familier styrer netværket sammen igennem et ældreråd.

Våben og sprængstoffer

Ser man på den kriminelle del af netværket, så har ældrerådet ifølge Expressen ingen direkte kontrol, men netværket har, ifølge Expressen, gennem mange år været forbundet til vold.

Expressen skriver, at Södertälje blev ramt af en bandekrig gennem 2010’erne, der sendte flere personer i fængsel, og det er politiets vurdering, at netværket har adgang til både skydevåben og sprængstoffer, og man har koblet netværket til flere skyderier og eksplosioner i 2019.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu