ANNONCE

21-årig død: Politiet efterlyste 19-årig

1. februar 2021 21:03 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet bad offentligheden om hjælp

21-årig død: Politiet efterlyste 19-årig
Den mistænkte har meldt sig selv. Foto: Scanpix.

Opdatering:

Den efterlyste har meldt sig selv. Navn og foto er fjernet af redaktionen.

Original artikel:

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser lørdag aften 19-årige (navn fjernet af redaktionen), der kommer fra Sverige, men ifølge politiet opholder sig et sted i Køge-området.

Politiet mener, at (navn fjernet af redaktionen) er involveret i en sag fra Køge, hvor en 21-årig mand fra Haslev døde natten mellem torsdag og fredag efter tumult ved en beboelsesejendom på Nylandsvej. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Gennemtæsket

Politiet skriver, at den 21-årige blev indbragt til Køge Sygehus efter tumulten. Man kunne konstatere, at han hverken havde skud- eller knivlæsioner. Til gengæld var han blevet udsat for stump vold.

Seks personer blev kort tid efter anholdt, afhørt og løsladt i sagen, da man hos politiet ikke mente at kunne begære dem varetægtsfængslede.

Efterlyst

(Navn fjernet af redaktionen) har ikke været anholdt eller afhørt i sagen, men politiet leder altså efter ham.

Politiet oplyser, at (navn fjernet af redaktionen) ingen fast adresse har. Man har dog en formodning om, at (navn fjernet af redaktionen) kan have taget ophold i Køge-området.

Sagen

Politikommissær Kim Løvkvist, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser i pressemeddelelsen, at man vurderer, at der er tale om en intern strid mellem de i sagen involverede personer.

– Vores vurdering af sagen er, at offer og gerningsmand kendte hinanden, og at tumulten er opstået på grund af en intern strid imellem parterne. Vi er meget interesserede i at høre fra borgere, som har set den efterlyste, eller som ved hvor han opholder sig, så han kan blive afhørt til sagen, da vi stadig er i gang med at belyse omstændighederne omkring dødsfaldet, siger Kim Løvkvist i pressemeddelelsen.

Politiet har udsendt følgende signalement af den efterlyste:

Han beskrives som: mand af irakisk oprindelse, 173 cm, almindelig af bygning. Han har en tatovering af en engel i nakken.

Oplysninger i sagen bedes rettes til Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu