ANNONCE

21-årig dræbt af skud

26. september 2020 10:15 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En mand er fredag aften dræbt af skud i Aarhus V.

En 21-årig mand blev fredag aften dræbt af skud på Kappelvænget i Trillegården i Aarhus V.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.31 fredag aften. Den 21-årige blev kørt på skadestuen, men afgik kort efter ved døden.

Siden har politiet været massivt til stede i området omkring Kappelvænget. Både for at sikre spor og skabe ro på stedet.

Seks personer er anholdt i sagen. Det er dog uvist, hvilken rolle de spiller i sagen. Således er ingen endnu sigtet for drabet på den unge mand, og de ventes ifølge politiet alle at blive løsladt lørdag.

Fortsat til stede

Politiet vil fortsat være ekstra synlige i området omkring Kappelvænget og Trillegården i den kommende tid, oplyses det.

Samtidig er politiet interesseret i at høre fra vidner, der har set mistænkelige personer eller køretøjer omkring Kappelvænget fredag aften.

Politiet kan som altid kontaktes på telefon 114.

Måske del af konflikt

Ifølge politiet er drabet begået i det kriminelle miljø:

– Der er ingen tvivl om, at det er et drab begået i det kriminelle miljø, og vi arbejder på højtryk for hurtigt at få fat i gerningsmanden. Vi efterforsker bredt, og det endnu for tidligt at sige noget om motivet for drabet, og om det eventuelt er banderelateret, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup i en pressemeddelelse.

Tidligere på ugen meldte Østjyllands Politi ud, at der for tiden raser en konflikt i det aarhusianske bandemiljø.

Det skete efter, at der natten til lørdag blev skudt ved en adresse på Ved Lunden i Åbyhøj

– Hen over sommeren og de seneste uger har vi set flere spændinger og uro mellem grupperinger i Trillegården og i Brabrand, og vi vurderer, at det var det, der udviklede sig til en skudepisode natten til lørdag. Når vi sammenfatter vores efterforskninger, generelle observationer i miljøerne og de efterretninger som vi løbende indhenter, så er det vores vurdering, at der er en bandekonflikt lige nu i Aarhus,  sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard da i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser derudover, at der hen over sommeren blev begået to drab i bande-området, der på den ene side vurderes som værende banderelaterede, men på den anden side mener man hos politiet ikke, at de har en direkte sammenhæng mellem den omtalte konflikt mellem grupperinger i Trillegården og Brabrand.

Nu kan der muligvis tilføjes et 3. banderelateret drab til statistikken.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu