ANNONCE

21-årig efterlyst for drabsforsøg stilles for retten

12. december 2020 11:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fredag lykkedes det politiet at få fat i en mand, der mistænkes for at have spillet rolle i skyderi i august.

I flere måneder har politiet ledt efter en 21-årig mand, der er mistænkt for at have skudt adskillige gange mod en bil i Brøndbyøster.

Fredag aften lykkedes det betjente at få fat i den efterlyste mand, og lørdag formiddag bliver han stillet for Retten i Glostrup ved et grundlovsforhør.

Her lyder sigtelsen på drabsforsøg, oplyser specialanklager Bo Bjerregaard.

Skød flere gange

Politiet mener, at den 21-årige den 2. august skød flere gange mod en personbil på Brøndby Nord Vej.

Det skete formentlig som led i en bandekonflikt, men gerningsmændene bag skyderiet skød efter alt at dømme mod den forkerte bil.

– I bilen sad to personer, men intet tyder på, at de har noget med konflikten at gøre, siger Bo Bjerregaard.

Det var to unge mænd, som på knallert affyrede syv skud mod bilen. De to personer i bilen blev ikke ramt af skuddene.

Politiet kom på sporet af den 21-årige og efterlyste ham ad flere omgange.

En 26-årig mand er allerede blevet varetægtsfængslet i sagen.

Lukkede døre

Ved lørdagens grundlovsforhør vil Bo Bjerregaard anmode om lukkede døre. Det er derfor sparsomt med oplysninger om sagen samt politiets beviser. Dog fremgår det af sigtelsen, at der er en tredje mistænkt i sagen.

Den 21-årige nægter sig skyldig.

Politiet mener, at skyderiet har forbindelse til konflikten mellem rockerklubberne Bandidos og Gremium MC på Københavns Vestegn.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu