ANNONCE

21-årig med knivstik og snitsår klapper i som en østers

7. juli 2020 11:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Politiet mener dog han fik sine skader ved et masseslagsmål kort før midnat mandag aften og søger derfor vidner.

21-årig med knivstik og snitsår klapper i som en østers
Den 21-årige mand havde flere snitsår i hånd, skulder, læg og balle – dog ikke noget livstruende. Arkivfoto: Scanpix.

Østjyllands Politi søger vidner til en besynderlig sag efter – formenligt – et stort slagsmål ved Søndervangen i Viby mandag aften.

Man har nemlig fat i en ung mand, der tydeligvis er blevet stukket med kniv og har snitsår i hånd, skulder, læg og balle – dog ikke noget livstruende.

Men gerningsmændene har man ikke fat i og den 21-årige mand, der øjensynligt har smagt det skarpe stål er tavs som en østers.

Anmeldelsen om slagsmålet kom mandag aften klokken 23.46.

Ifølge anmeldelsen var ti personer involveret i slagsmålet ved Søndervangen. På stedet skulle også være to biler, en sort Mercedes B-klasse og en sort Audi Q2 eller Q3.

Da politiet kort efter ankom til stedet, var der intet slagsmål, men betjentene traf flere vidner, der alle havde hørt råben og set flere personer slås.

Området blev spærret af og gennemsøgt af politihunde, der fandt flere spor og genstande, der formentlig havde relation til slagsmålet.

Ny anmeldelse

Via alarm 112 komd er kort efter – klokken 23.58 – anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv, og at han var på vej på skadestuen.

Der blev sendt en patrulje til Aarhus Universitetshospital, hvor betjentene traf otte personer, der alle blev visiteret.

Tre af dem blev fundet i besiddelse af en peberspray og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Også den 21-årige mand med snitsårene fik politiet fat i.

Vil intet sige

Manden ønskede ikke umiddelbart at tale med politiet, der derfor endnu ikke har det fulde overblik over hændelsesforløbet. Men på baggrund af vidneforklaringer og fund på stedet er det dog politiets opfattelse, at den 21-årige mand er blevet stukket i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen i Viby.

Østjyllands Politi er i fuld gang med at klarlægge hændelsesforløbet og hører i den forbindelse meget gerne fra borgere, der har set noget i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen omkring klokken 23.45 mandag aften.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu