ANNONCE
773 personer har fået besked om, at de er testet positiv for coronavirus i løbet af de seneste 24 timer. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) fredag.
I alt er der udført 115.927 test, og det giver en positivprocent på 0,67. Dermed har antallet af positive test holdt sig på under én procent syv dage i træk.
Også torsdag lød tallet på 0,67, hvilket ikke har været lavere siden starten af september. Det vækker glæde hos en professor i virologi. Til gengæld er en britisk variant af covid-19 på ingen måde på retur.
Det hører dog med til billedet, at lyntest ikke indgår i smittetallene fra SSI. De fire private udbydere af lyntest i Danmark oplyste fredag morgen, at der i løbet af torsdag var fundet 157 positive svar blandt i alt 30.968 test.
32 er døde med coronavirus i løbet af det seneste døgn, mens der har været 85 nye indlæggelser. Det samlede antal indlagte har dog ikke ændret sig siden torsdag.
Ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet, ser fredagens smittetal lovende ud.
Dog kan der fortsat gå noget tid, før vi ser et fald i dødstallene.
– I øjeblikket har vi et problem med en hel del udbrud på plejehjem, og det er klart, at det vil have en højere omkostning i forhold til dødelighed.
– Så det kan godt være, at der kommer til at gå længere tid, end man umiddelbart kan forvente.
– Men overordnet set bør dødstallene falde. Også fordi vi har vaccineret en stor del, af den mest sårbare del af befolkningen, siger han.
På landets hospitaler er i alt 745 personer indlagt med coronavirus. Heraf er 130 indlagt på intensivafdelinger – det er seks færre end dagen før. 87 personer ligger i respirator.
I løbet af det seneste døgn har flere danskere også fået det først vaccinestik mod covid-19.
Det bringer det samlede antal vaccinerede op på 180.555 personer. Af dem har 9264 mennesker også fået deres andet stik og er dermed færdigvaccineret. Det fremgår af fredagens oversigt fra SSI.
Der er i alt taget 12.431.739 prøver på 4.129.001 danskere. Der har været 193.038 bekræftede tilfælde af covid-19, 11.126 indlæggelser og 1.941 dødsfald, hvor den døde har været smittet med covid-19.
Den britiske variant af covid-19, kaldet cluster B.1.1.7, man holder skarpt øje med grundet frygten for, hvor meget mere smitsom den er i forhold til almindelig covid-19, spreder sig fortsat.
Smittetilfælde med den britiske variant er steget til 464 fra 383 ifølge SSI.
Den udgør 7 procent af analyserede positive prøver i uge 2 mod 4,1 procent i uge 1.
ANNONCE