ANNONCE

24 bappede på pibe: 2500 kroner i bøde

28. februar 2021 07:06 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Da politiet natten til søndag kom forbi en vandpibecafé i Brabrand, kunne betjentene se, at mange var samlet

24 bappede på pibe: 2500 kroner i bøde
En vandpibecafé i Brabrand blev lukket af politiet natten til søndag. (Arkivfoto) Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

24 mænd er sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, efter at de var samlet på en vandpibecafé.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

De 24 personer befandt sig på en vandpibecafe på Holmstrupgårdvej i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Her kom en patrulje først på natten forbi og opdager, der er en hel del mennesker samlet.

Da betjentene kommer ind på caféen, møder de 24 mænd i alderen fra 20 til 33 år.

– De må naturligvis ikke være der. De må i det hele taget ikke være samlet. Så de bliver alle sammen sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet og kan se frem til at få en hilsen fra os, siger Per Bennekov, vagtchef ved Østjyllands Politi, med henvisning til en bøde.

Under besøget lukkede politiet vandpibecaféen.

Koster 2500 kroner

Det midlertidige forsamlingsforbud betyder, at det som udgangspunkt er ulovligt at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, hvor der er flere end fem personer til stede.

Bøden for at overtræde det midlertidige forbud og for ikke at efterkomme politiets påbud er fastsat til 2500 kroner i førstegangstilfælde.

En række coronarestriktioner bliver lempet fra 1. marts, men Danmark vil fortsat være delvist nedlukket. Blandt andet er forsamlingsloftet på fem personer blevet forlænget til 5. april med undtagelse af Bornholm, hvor loftet hæves fra fem til ti personer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu