ANNONCE

Testkaos: Her er alt booket

24. september 2020 11:51 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er ikke nødvendigvis lige til at booke en tid til test for covid-19.

Testkaos: Her er alt booket
Du kan for tiden ikke bestille en covid-19-test i Aarhus, hvis du testes i det såkaldte "samfundsspor." Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Alle voksne i Danmark har mulighed for at bestille tid til en test for covid-19 på www.coronaprøver.dk, men du risikerer at skulle væbne dig med tålmodighed, eller forberede dig på lidt af en rejse, afhængigt af hvor i Danmark du bor.

Newsbreak.dk har torsdag formiddag undersøgt muligheden for at booke en test i Aarhus, og her kan du ikke få en tid for de kommende to måneder.

Heller ikke i Skanderborg er det muligt at blive testet i den kommende tid, mens man i Randers er kan komme til onsdag den 28. september.

– Det er uacceptabelt, siger Niels Jørgen Langkilde, formand for Patientforeningen i Danmark.

Foreningen arbejder for, at syge sikres bedst mulig behandling i Danmark, og formanden virker ikke ligefrem imponeret, da Newsbreak.dk taler med ham. Det er ikke fordi, han mener, at folk ikke skal rejse for at blive testet, men han ser den totale mangel på ledige tider i Aarhus som del af et generelt problem, der ikke burde eksistere på nuværende tidspunkt.

Han mener ikke, at man kunne forvente  en velfungerende teststrategi, da covid-19 ramte Danmark i foråret.

– Men det burde være løst nu, siger han.

Tester i to spor

Men hvorfor er det så svært at få en tid i Aarhus? Det har Newsbreak.dk forsøgt at finde ud af, og for at finde svaret, er vi blandt andet dykket ned i den teststrategi, der blev offentliggjort af Sundheds- og Ældreministeriet i foråret.

I Danmark tester man for covid-19 i to spor; Sundhedssporet og Samfundssporet. Sundhedssporet er til de patienter, der har symptomer på covid-19, mens Samfundssporet er til de, der ingen symptomer har, men som ønsker at blive testet alligevel.

Sundheds- og Ældreministeriet prioriterer løbende indsatsen mellem de to spor, og det betyder: (at) “Testkapacitet vil i den forbindelse kunne flyttes mellem sporene inden for rammerne af den overordnede prioritering i teststrategi og retningslinjer”, som Sundheds- og Ældreministeriet selv beskriver det i dokumentet Covid-19: Teststrategi.

Dokumentet blev offentliggjort tilbage i maj måned, og her kan man også læse, at teststrategien skulle dække over årets andet kvartal, og at der i efteråret skulle fremlægges en ny teststrategi. En sådan strategi for tredje kvartal er dog ikke at finde hos hverken Sundheds- og Ældreministeriet eller hos Statsministeriet.

Ikke alle kan blive testet

Læser man, hvad myndighederne kan, og gør, for at få testet for covid-19 de rigtige steder, kan man altså finde en mulig forklaring på, hvorfor det for tiden ikke er muligt at bestille en tid i Aarhus på Coronaprøver.dk.

På et pressemøde på Aarhus Rådhus, hvor borgmester Jacob Bundsgaard, regionsrådsformand Anders Kühnau og politidirektør ved Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, deltog, forlød det desuden, at man kun skal bestille en test, hvis det er nødvendigt.

TV2 Østjylland var til stede ved pressemødet, og ifølge TV2 Østjylland var en af pointerne på pressemødet, at der er begrænset testkapacitet for tiden, og at sundhedssystemet slet og ret ikke kan teste alle.

Newsbreak.dk prøver at få en kommentar, fra relevante myndigheder, til problemerne med at booke en test i Aarhus på Coronaprøver.dk.

Kilder: Sundheds- og ÆldreministerietRegeringen TV2 Østjylland.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu