25 migranter fundet i container på dansk skib

19. november 2019 21:03 | Af: Ritzau Info

Det danske rederi DFDS bekræfter fundet af 25 blinde passagerer på et fragtskib i Holland. Alle meldes i live.

25 migranter fundet i container på dansk skib
Skibet er fra det danske rederi DFDS. Foto: Scanpix

25 mennesker er fundet i en kølecontainer på et fragtskib fra Holland til England.

Det bekræfter skibets danske rederi DFDS over for Ritzau.

Artiklen fortsætter under videoen

Informationschef i DFDS Gert Jakobsen oplyser, at færgen, hvor der er fundet 25 migranter, sejler under dansk flag.

Han fortæller, at migranterne er sendt til tjek på hospitalet for nedkøling. Deres nærmere tilstand kendes ikke. Ingen skal være omkommet ifølge DFDS’ oplysninger.

– De er blevet taget til hospitalet for undersøgelser, siger Gert Jakobsen.

Nødsituation

Lokale myndigheder i Holland skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters i en meddelelse, at alle er i live. Der er ikke umiddelbart yderligere oplysninger om de 25 menneskers tilstand.

Men ifølge de foreløbige oplysninger er der tale om en nødsituation, rapporterer den hollandske tv-station NOS.

Op mod 20 ambulancer er sendt til den havn i byen Vlaardingen i Holland, hvor skibet er på vej retur til.

Fragtskibet, “Britannia Seaways”, vendte om, efter at de mange blinde passagerer var fundet, rapporterer tv-stationen.

Det skete kort tid efter, at skibet var stævnet ud fra Holland tirsdag.

For fire uger siden blev 39 migranter fra Vietnam fundet omkommet i en lastbil i den engelske by Essex. Lastbilen var kommet til Storbritannien med færge fra Belgien.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu