ANNONCE

Uhre gjorde det igen

25. april 2021 17:55 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Brøndby er ét point bag FC Midtjylland, efter holdet søndag slog Randers med 2-0 på hjemmebane i Superligaen

Uhre gjorde det igen
Brøndbys Mikael Uhre til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby IF-Randers FC på Brøndby Stadion søndag den 25 april 2021. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby vandt søndag med 2-0 på hjemmebane over Randers i Superligaens mesterskabsspil.

Med sejren er Brøndby nummer to med ét point færre end FC Midtjylland, der først spiller mandag. Randers forbliver på sjettepladsen med 33 point.

Hjemmeholdet lykkedes meget af tiden med at flytte bolden hurtigt op på sine boldsikre angribere, hvorfra bolden blev spillet bredt til de offensive wingbacks.

Randers forsøgte at udnytte de huller, det skabte på siderne af Brøndbys midterforsvar, men det var uden samme succes.

Kampens første store chance tilfaldt Brøndby i det 26. minut, da et indlæg fandt en helt fri Morten Frendrup, der afsluttede med en kontrolleret flugter over mål.

Syv minutter senere var det Randers-angriberen Marvin Egho, der modtog et indlæg i feltet, men han fik ikke ordentligt træf på sit hovedstød.

Fire minutter før pausen blev Randers fanget på hælene, og Brøndby-angriberen Mikael Uhre blev sendt i dybden og sparkede 1-0-føringen i kassen.

Kampen afgjort

I det 49. minut var Randers-forsvarsspilleren Simon Piesinger ved at sende bolden i eget net efter et hårdt indlæg, men gæsterne slap med skrækken.

Midtvejs i halvlegen kom Randers’ midtbanespillere Tosin Kehinde og Mathias Greve til to gode afslutninger, men begge forsøg havnede over mål.

Fakta

Brøndby IF

Brøndby IF blev stiftet i 1964 ved en sammenlægning af Brøndbyøster Idrætsforening og Brøndbyvester Idrætsforening.

Klubben fristede i flere år en tilværelse i de lavere rækker, men med formand Per Bjerregaard ved roret indledte Brøndby i 70’erne en march mod toppen af dansk fodbold.

Toppen nåede man endeligt i 1985, hvor klubben vandt sit første ud af hidtil ti mesterskaber. Senere fulgte store europæiske succeser, og i 1991 var man minutter fra at blive det første danske hold i en europæisk klubfinale.

I de senere år har Brøndby haft sværere ved at generobre magten i dansk fodbold, og klubben vandt sit seneste mesterskab i 2005.

Klubben spiller sine hjemmekampe på Brøndby Stadion, der har plads til 28.000 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (10) : 1985, 1987, 1988, 1990, 1991, 1996, 1997, 1998, 2002 og 2005.

Sølv (8) : 1995, 1999, 2000, 2001, 2003, 2004, 2006, 2017.

Bronze (6) : 1993, 1994, 2009, 2010, 2011, 2015.

Pokalturneringen

Guld (7) : 1989, 1994, 1998, 2003, 2005, 2008, 2018

Sølv (4) : 1988, 1996, 2017, 2019

Kilde: brondby.com/Wikipedia

I det 78. minut blev kampen afgjort, da Brøndby-angriberen Simon Hedlund blev spillet dybt i venstre side. Han lagde den uselvisk på tværs til midtbanespilleren Anis Ben Slimane, der sparkede bolden sikkert i nettet til slutresultatet 2-0.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu