ANNONCE

Gik amok med flise og kødøkse

25. september 2020 18:40 | Af: Ritzau Fokus

En 41-årig mand er idømt seks års fængsel for at forsøge at dræbe en anden mand i Brøndby.

Gik amok med flise og kødøkse
Manden gik amok med både flise og kødøkse. Genrefoto.

Med store fliser og en kødøkse forsøgte en nu 41-årig mand at slå en anden mand ihjel en eftermiddag i marts.

Fredag har Retten i Glostrup idømt ham seks års fængsel for drabsforsøg.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Gav ikke op

Episoderne udspillede sig den 19. marts på en plads i Brøndby. Her tog den 41-årige Thomas Iversen fat i en flise, der målte cirka 40×20 centimeter, og kastede den mod en anden mand tæt på.

Målet for flise-kastet nåede at dukke sig, men det fik ikke den 41-årige til at give op.

I stedet tog han fat i en ny flise med en vægt på over tre kilo, løftede den over hovedet og knaldede den ned i hovedet på personen, fremgår det af anklageskriftet.

Men selv om den 41-årige herefter forlod stedet, var overfaldet langtfra ovre. Han vendte nemlig tilbage, og denne gang havde han en kødøkse i hånden.

Med kødøksen løftet over hovedet slog han ud efter offerets baghoved og råbte noget i retning af: “Jeg slår dig ihjel”.

Folk på stedet nåede dog at stoppe øksemandens slag, så kun mandens jakke blev ramt.

Også en anden mand blev jagtet rundt i området af den 41-årige, som slog ud efter ham. Til sidst huggede han øksen ind i en låge i området.

Det har ikke været muligt at få oplyst, om den dømte ankede dommen til Østre Landsret.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu