26-årig kvinde i livsfare: Stukket i halsen

29. maj 2019 08:26 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en mand og sigtet ham for drabsforsøg.

26-årig kvinde i livsfare: Stukket i halsen
En 23-årig mand er sigtet for drabsforsøg. Arkivfoto.

En 26-årig kvinde var natten til onsdag i livsfare, efter en mand var gået til angreb på hende med en kniv. Det skete i området omkring Toftlund i Sønderjylland.

Kvinden var blevet stukket i halsen og kommet så slemt til skade, at stikkene blev vurderet livstruende. Hun er nu uden for livsfare, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen om det voldsomme drabsforsøg indløb klokken 02.45. Allerede klokken 04.17 kunne politiet anholde en 23-årig mand fra Toftlund-området, som er blevet sigtet for drabsforsøget.

Han var ifølge politiet flygtet fra gerningsstedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker ikke at føje yderligere oplysninger til sagen, før den 23-årige har været i grundlovsforhør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu