ANNONCE
Listen af sigtelser var lang, da en 26-årig kvinde torsdag 24. maj blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
Sigtelserne handler om varer og ydelser, der aldrig er blevet leveret, lån i andres navne samt fusk med breve, kvitteringer og hævninger på kunders kreditkort.
Samlet blev den 26-årige, som blandt andet har stået bag en række forbrugsmesser, sigtet for 18 forskellige forhold af bedrageri og dokumentfalsk.
Bedrageriet har et samlet omfang på cirka 1,2 millioner kroner. Det skriver Vejle Amts Folkeblad på sin hjemmeside.
Kvinden blev fængslet i fire uger – men kærede efterfølgende afgørelsen til landsretten.
Den sigtede nægtede sig skyldig i langt de fleste af de mange forhold, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Hun erkendte dog, at hun havde hævet for mange penge på tre kvinders dankort i forbindelse med en handel, og hun erkendte ifølge Vejle Amts Folkeblad også dokumentfalsk over for to banker samt et tilfælde af bedrageri via MobilePay.
Efter den delvise tilståelse blev dørene til retssalen lukket for offentligheden, som ikke fik mulighed for at høre sigtedes forklaring.
ANNONCE