ANNONCE

Forbered dig: Her kan der komme skybrud

26. august 2020 14:33 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det starter i aften - og bliver ved længe.

Så er den gal igen, fristes man til at sige.

I hvert fald på vandsiden: DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, har netop udsendt et risikovarsel for kraftig regn og lokale skybrud (se kort i bunden af artiklen).

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Fakta

Hvad er et skybrud?

I Danmark definerer vi skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.

Store mængder nedbør på kort tid kommer næsten altid i forbindelse med byger. Og byger er næsten per definition lokale. Og for øvrigt næsten umulige at forudsige præcist. Det har indflydelse på varslingen.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Det er et lavtryk, der bevæger sig op over Danmark, der kan betyde store mængder vand, skriver DMI på sin hjemmeside.

De steder, hvor der kommer mest regn, kan der lokalt falde mellem 30 og 50 millimeter regn.

Lige nu indikerer prognoserne, at der kommer mest vand i det centrale Jylland og på Sjælland. Til sidst kommer turen til Bornholm.

“Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes. Store mængder vand påvirker trafikken, og der er risiko for strømafbrydelser. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre. Nedsæt hastigheden, mens du kører, for at undgå akvaplaning, og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden”, advarer DMI.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Fakta

Når kælderen står under vand:

Når skaden er sket, og kælderen står under vand, så gælder det om hurtigst muligt om at få overblik over skadernes omfang, om at få ryddet op og få kontakt til sit forsikringsselskab.
Se forsikringsselskabernes gode råd her:

* Tag billeder eller video af skaderne til brug for din anmeldelse til forsikringsselskabet. Smid ikke noget ud, før du har talt med forsikringsselskabet.
* Vær opmærksom på, om det er kloakvand, der er kommet ind. Kloakvand kan være særdeles sundhedsskadeligt. Beskyt dig med handsker, vandtæt tøj og fodtøj.
* Flyt ting, der står i vand eller har fået vandskader, til et tørt sted.
* Få vandet væk og sæt udtørring i gang. Det er ekstremt vigtigt at få tørret ud for at undgå følgeskader som for eksempel skimmelsvamp. Køb eller lej eventuelt en affugter. Du kan også varme de vandskadede rum op og lufte ud.
* Er skaderne omfattende, så kan man eventuelt tage fat i et skadeservicefirma, håndværker eller lignende, der kan hjælpe med oprydningen. Gem kvitteringer for udgifterne til forsikringsselskabet.
* Forsikringen dækker rimelige og nødvendige udgifter til at få pumpet vand væk, at redde dit indbo og til affugternes elforbrug.

Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt, hvis din forsikring skal dække skader efter skybrud:

* Forsikringen dækker, når der er tale om voldsomt skybrud.
* Det betyder, at nedbøren er så kraftig, at “utilstoppede, normalt konstruerede og vel vedligeholdte afløbssystemer” ikke kan klare afledningen af vandet. Det betyder mere end 40 millimeter regn på 24 timer eller mere end 15 millimeter på en halv time.
* Nogle forsikringsselskaber dækker også, hvis der er faldet mellem 30 og 40 millimeter på et døgn.
* Er der faldet mindre end 30 millimeter på et døgn eller 15 millimeter på en halv time, dækker forsikringen normalt ikke.
* Du kan tjekke, om der har været skybrud på din adresse på forsikringsvejret.dk

Kilde: Forsikring og Pension.

Varslet gælder fra klokken 23 i aften frem til torsdag formiddag – på Bornholm frem til fredag morgen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu