ANNONCE

Aflysning af brobygning er på vej

26. oktober 2020 08:25 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ifølge skolelederne bør elever ikke blandes på kryds og tværs. I stedet skal skoler finde lokale løsninger.

Aflysning af brobygning er på vej
Brobygning er en obligatorisk del af undervisningen for elever i 9. og 10. klasse, hvor de skal ud at besøge forskellige ungdomsuddannelser. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Denne artikel er en opdateret udgave, hvor Børne- og Undervisningsministerens udmelding klokken 08.13 er tilføjet.

Det er “helt galt”, at tusindvis af skoleelever fra mandag sendes ud på landets uddannelsesinstitutioner og blandes på kryds og tværs.

Det mener Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen.

Alle elever i 9. og 10. klasse sendes i brobygning, hvor de besøger landets uddannelsesinstitutioner, men det burde være op til skolerne selv at beslutte, hvordan det afholdes i år, mener han.

Blandt andet sendes 22.000 efterskoleelever i brobygning i denne uge.

– Jeg forstår ikke, at Børne- og Undervisningsministeriet ikke hjælper folkeskolerne og ungdomsuddannelserne med at finde nogle løsninger lokalt.

– Om det bliver virtuelt, om undervisere kommer ud til skolerne eller andet, det bør være op til skolerne. Folkeskoleloven og corona passer ikke sammen, det gør det ikke, siger han.

Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), skriver mandag morgen på Twitter, at man fra ministeriets side satser på at aflyse brobygningen fra torsdag i denne uge. Ifølge Ritzau er der tale om en aflysning og ikke en udskydelse til et senere tidspunkt.

Det fremgår af ministerens udmelding ikke, om brobygningen også bliver aflyst for de elever, der skal afsted i denne uge.

Det giver ingen mening

I Efterskoleforeningen ser formand Torben Vind Rasmussen også gerne brobygning afviklet på anden vis end planlagt.

– Jeg er begejstret for brobygning, men med dens nuværende form giver det ikke mening, at samtlige efterskoleelever i 10. klasse plus andre elever fra andre skoler skal ud i busser og besøge uddannelserne, samtidig med at de kæmper en brav kamp for at holde smittespredning for døren, siger han.

Torben Vind Rasmussen vil ikke have forløbet aflyst, for det er vigtigt, at de unge bliver styrket i deres fremtidige valg af uddannelse.

– Men der er så mange mulige digitale løsninger som webinarer og virtuelle undervisningsforløb. Så jeg synes, at vi skal om bord i de redskaber, vi faktisk har udviklet i foråret, og så løse brobygningen sådan i år, siger han.

I Aarhus mener rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF), at det er en unødig risiko at udsætte eleverne for, når skolerne gør en stor indsats for at overholde myndighedernes retningslinjer. Det siger han til TV2 Østjylland.

– Med de smittetal, der er lige nu, der havde jeg foretrukket, at man havde fokuseret på kerneundervisningen, siger rådmanden til mediet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu