27-årig mand forsvundet ud af det blå

6. januar 2019 10:40 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Newsbreak.dk

Lørdag begav to mænd sig ud i en båd i Aarhus Havn. Målet var at finde spor efter Steffen Dam Jensen, som forsvandt natten til lørdag den 1. december

Del:

I over en måned har den 27-årige Steffen Dam Jensen fra Aarhus været forsvundet. Flere større eftersøgninger har været sat i værk uden resultat. Lørdag ledte to frivillige så atter efter ham.

Bo Rasmussen og Ib René Jensen havde fået tilladelse fra havnemyndighederne til at søge efter spor med en båd i områder som åmundingen, vestmolen og langs Navitas.

Desværre igen uden nye spor efter Steffen.

– Tænk hvis det var en af dine pårørende, der var forsvundet. Det er forfærdeligt. Vi giver familien et håb. Det mindste tegn efter Steffen betyder meget for dem, svarer de to på TV2 Østjyllands spørgsmål om, hvorfor de bliver ved med at lede.

Tidligere har de to mænd været en del af Missing Peoples officielle eftersøgninger, men lørdag var de afsted som privatpersoner.

– Sagen har brug for opmærksomheden. Familien har brug for al den hjælp, som den kan få for at finde Steffen, fortæller de.

Familien siger tak

Efterfølgende har Bo Rasmussen og Ib René Jensen været i kontakt med Steffens pårørende, som er taknemmelige for den hjælp, de får med at lede efter deres savnede søn, kæreste og meget andet.

– Vi ved ganske enkelt ikke, hvor vi skal søge. Vores eneste ønske er at få ham hjem nu, fortalte Steffens far, Rene Dam Jensen, i forbindelse med Missing Peoples eftersøgning lørdag den 8. december til TV2 Østjylland.

Her var omkring 65 frivillige samlet ved Risskov i Aarhus.

– Jeg er så taknemmelig for, at der er kommet så mange mennesker i dag. Jeg ønsker stadigvæk bare, at alle der har lyst og muligheden, vil hjælpe med at finde ham. Jeg har virkelig brug for, at han bliver fundet. Jeg har virkelig brug for, han kommer hjem, sagde Steffens kæreste Nadja Schmidt, dengang tydelig berørt til TV2 Østjylland.

Forsvandt efter en julefrokost

Steffen Dam Jensen forsvandt efter, han havde været til en julefrokost ved Åboulevarden i Aarhus. På et tidspunkt skulle han angiveligt hente cigaretter, men vendte ikke tilbage.

– Vi har det frygteligt. Vi har det så forfærdeligt over, at vi ikke på nogen måde har nogen spor eller et eller andet, der peger i retning af, hvor vi kan finde Steffen, har Rene Dam Jensen tidligere fortalt.

Familien beder til, at der snart bliver fundet et spor efter Steffen.

– Håbet er, at vi finder et eller andet af Steffens private ting. En sko, en trøje et eller andet, som kan give os et fingerpeg om, hvor vi måske kan være heldige at finde ham, sagde Rene Dam Jensen den 8. december og fortsatte:

– Vi vil bare gerne have ham hjem nu, og vi ved godt, at efter vi går ind i anden uge i dag, så svinder håbet utrolig meget.

Få spor at gå efter

Eftersøgningen efter Steffen har været problematisk fra start, da det har været svært at sige præcist, hvor man skulle lede efter ham.

Newsbreak.dk har tidligere fortalt, at det sidste livstegn, der er fra ham, er fra natten til lørdag, 1. december. Billeder fra 7-Eleven-kiosken på hjørnet af Nørreport og Knudrisgade i det centrale Aarhus, viser Steffen, der forinden havde været til en julefrokost på restaurant Lava på Åboulevarden.

Han forlod festen cirka 01.15, og var i den forbindelse i den omtalte kiosk. Det er i den forbindelse, at overvågningskameraerne i butikken optager den unge mand, hvis køb desuden ses på det sociale billeddelings-program Snapchat.

Siden har der ingen livstegn været fra Steffen, og trods flere eftersøgninger er han altså ikke blevet fundet igen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu