44-årig kvinde død efter alvorlig ulykke

27. februar 2020 10:39 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

En 44-årig kvinde er død af sine kvæstelser efter en ulykke på Ringkøbingvej torsdag formiddag.

Opdateret artikel klokken 13.14:

Ringkøbingvej er ifølge Vejdirektoratet ikke spærret længere.

Original artikel:

En 44-årig kvinde er død af sine kvæstelser, som hun pådrog sig i en ulykke på Ringkøbingvej nær Lemvig.

I ulykken kørte en personbil og en lastbil sammen. Kvinden var fører af personbilen.

Artiklen fortsætter efter videoen

Kvinde død

En kvinde har mistet livet efter den alvorlige ulykke på Ringkøbingvej.

– En person er afgået ved døden. Det er en 44-årig kvinde fra Holstebro, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Jens Claumarch til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Hun er død af de skader, som hun pådrog sig ved ulykken.

Vagtchefen oplyser yderligere, at kvinden var fører af personbilen, der var involveret i ulykken.

Bilinspektør på vej

Ringkøbingvej er fortsat spærret mellem Lomborgvej og frakørslen mod Lomborg i begge retninger.

Det skyldes, at politiet stadig er på stedet.

– Vi arbejder fortsat deroppe. Der er netop blevet tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge ulykken nærmere, lyder det fra vagtchefen.

Derfor er det fortsat ukendt, hvad der ligger til grund for ulykken.

Spærret i et par timer

Da vejen torsdag morgen blev spærret, var det forventet, at den blev genåbnet for trafik omkring middag.

Det er fortsat tidsplanen.

– Der går et par timer endnu, siger vagtchefen.

Ifølge Vejdirektoratet bliver sydgående bilister ledt fra ved Lomborgvej, mens nordgående bilister bliver ledt fra ved Hedegårdsvej.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu