ANNONCE

Bilister anbefales at holde sig væk

26. december 2020 06:02 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Der varsles vindstød af stormstyrke, og det kan medføre lukning af Storebæltsbroen, melder Sund & Bælt.

Bilister anbefales at holde sig væk
Hjemtrafikken søndag over Storebælt kan blive særdeles problematisk. Foto: Scanpix

Opdatering:

Vindfølsomme køretøjer frarådes søndag at krydse Storebæltsbroen frem til klokken 19.00.

Årsagen findes i vejret, noget Newsbreak.dk også skrev om lørdag. Her udsendte Sund & Bælt en pressemeddelelse, hvor man kunne læse, at vejret ville blive mest voldsomt mellem 09.00 og 19.00. Det tidsrum har ændret sig, og anbefalingen er nu, at alle trafikanter undgår at krydse Storebæltsbroen mellem 07.00 og 17.00. Der er i det tidsrum fare for, at broen bliver lukket helt for trafik.

Original artikel:

Der er risiko for, at trafikken søndag lider alvorligt knæk, hvis den i hvert fald får over Storebælt. Sund & Bælt, der driver Storebæltsbroen, varslet nemlig, at der i løbet af søndag er risiko for, at broen må lukke helt.

Årsagen er den kraftige blæst, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) allerede har forudset, vil ramme Danmark 27. december mellem allerede natten mellem lørdag og søndag. I en pressemeddelelse skriver Sund & Bælt, at broen lukker ved vind med mere end 25 meter i sekundet.

Trafikanter, der skal krydse Storebælt søndag, anbefales at køre over broen udenfor tidsrummet mellem klokken 09 og 19, fordi der i netop den periode er risiko for, at broen må lukkes helt. Hos DMI kan man heller ikke afvise, at der kommer blæst kraftig nok til brolukning.

Vagthavende meteorolog Mette Zhang siger til Newsbreak.dk, at DMI kun varsler vindstød af stormstyrke – mellem 25 og 30 meter i sekundet – på den jyske vestkyst. Alligevel kan hun ikke afvise, at der kommer vind med mere end 25 meter i sekundet på Storebæltsbroen, der så må lukke.

– Man skal huske på, at broen jo er højere end landjorden, så det blæser altså noget mere. Jeg kan ikke udelukke, at der kommer så kraftige vindstød, men det bliver ikke sådan i de områder, at DMI kommer til at udsende varsler, siger hun lørdag eftermiddag.

Vindfuld morgen

Generelt bliver søndag en vindfyldt dag, lyder det fra meteorologen. DMI har udsendt et varsel for Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg og Tønder Kommune, hvor det fremgår, at der mellem klokken 05 og 18 vil være særdeles voldsomt vejr.

Forventningen er, at det bliver stormende kuling med vindstød op til stormstyrke. Vejret bliver dog “træls” i hele landet.

– Med et godt jysk udtryk, så bliver det virkelig træls vejr. Der kommer hård kuling samtidig med en bidende kulde sydfra. Temperaturen på Sjælland kan komme helt ned omkring en grader, mens det på Fyn og i Jylland vil være omkring to til fem grader, siger Zhang.

Allerede sent lørdag eftermiddag forventer DMI vindstyrker på over 15 meter i sekundet. Vindhastigheden er tiltagende i aften- og nattetimerne. Når vinden kommer over 15 meter i sekundet, frarådes høje, lette køretøjer mod at passere Storebæltsbroen.

Det omfatter blandt andet biler med campingvogn eller trailer, varebiler, busser og lastbiler med let eller ingen last. Vinden forventes ifølge DMI at blive hårdest i løbet af formiddagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu