29-årig død af kvæstelser efter lastbilulykke

6. december 2017 12:41 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

En 29-årig mand mistede i lørdags livet, efter han onsdag i sidste uge blev kvæstet i en ulykke.

29-årig død af kvæstelser efter lastbilulykke
Accident, two ambulances assist

En 29-årig mand blev onsdag i sidste uge alvorligt kvæstet i en voldsom trafikulykke ved Havnstrup mellem Herning og Ringkøbing. Hans skader var så alvorlige, at han lørdag døde på hospitalet. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Der er tale om Ole Høj Mariendal Jørgensen fra Kloster nær Ringkøbing.

Ulykken skete om morgenen på Videbækvej mellem Herning og Ringkøbing. Den 29-årige kom kørende i en personbil i retning mod Herning. Han svingede af endnu ukendte årsager pludselig over i den modkørende vejbane, hvor en lastbil kom kørende imod ham. Lastbilchaufføren forsøgte at undgå ulykken, men kunne ikke forhindre et frontalt sammenstød.

På grund af undvigemanøvren væltede lastbilen, og gled et stykke videre hen ad vejen og ramte to yderligere modkørende personbiler, der blev ført af henholdsvis en 43-årig mand fra Hee ved Ringkøbing og en 38-årig kvinde fra Solbjerg ved Aarhus.

Ingen andre personer end den 29-årige kom alvorligt til skade ved ulykken, men lastbilchaufføren var ifølge politiet voldsomt chokeret.

Vejen var efter ulykken spærret det meste af dagen.

Politiet venter nu på bilinspektørens rapport, som muligvis kan kaste lys over, hvorfor bilen med den 29-årige svingede ud foran lastbilen.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu