ANNONCE

Sikker sejr på hjemmebane

29. november 2020 15:53 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vejle Boldklub blev sendt hjem med et nederlag.

Sikker sejr på hjemmebane
AC Horsens Kjartan Finnbogason's mål til 2-0 blev anerkendt af VAR i 3F Superligakampen AC Horsens mod Vejle Boldklub på Casa Arena i Horsens, søndag 29. november 2020. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdatering:

Tiende gang blev lykkens gang for træner Jonas Dal og trængte AC Horsens, som søndag vandt sæsonens første kamp.

Træneren fik sin første superligasejr i spidsen for Horsens, da holdet vandt 3-1 på hjemmebane i lokalbraget mod Vejle.

Islandske Kjartan Finnbogason stod for målet til 2-0 kort før pausen, og han fik dermed revanche mod Vejle, som tidligere på sæsonen lod ham gå efter uoverensstemmelser.

Det var tilmed angriberens første scoring efter sin tilbagevenden til Horsens, hvor han også spillede fra 2014 til 2018.

Vejle vil nok føle, at holdet især efter en god første halvleg skulle have været bedre med i kampen, men effektiviteten blev forskellen på de to rivaler.

Horsens fordoblede med sejren pointtotalen, så holdet nu er nummer 11 i Superligaen med 6 point. Vejle er uden sejr i fire kampe og forbliver nummer seks med 14 point.

Hurtigt foran

Hjemmeholdet kom allerede i front efter seks minutter, da Vejles Thomas Gundelund tog hånden ulovligt til hjælp i eget felt.

Derfor dømte dommer Sandi Putros straffe, og det omsatte Horsens-kreatør Louka Prip sikkert til 1-0.

Trods en masse gennembrud på kanterne og flest chancer til Vejle fordoblede Horsens kort før pausen føringen.

Det var Finnbogason, som fik nettet til at blafre, da han udnyttede et flot oplæg med hælen fra angrebsmakker Jannik Pohl.

Målet skulle dog lige gennem et VAR-tjek for offside, før det endeligt blev godkendt.

Kort efter pausen fik Horsens sit andet straffespark, da anfører Hallur Hansson blev nedlagt i feltet.

Denne gang fik Pohl chancen fra pletten, og han scorede sikkert til 3-0 for de gule.

Vejle fik reduceret i tillægstiden ved det 17-årige angrebstalent Wahid Faghir, men lige lidt hjalp det altså for udeholdet.

Original artikel:

AC Horsens slog søndag Vejle Boldklub sikkert i 3F Superligaen, blandt andet på baggrund af to mål på straffespark.

Louka Prip bragte værterne foran i starten af første halvleg på straffe, mens Jannik Pohl scorede på endnu et straffespark i starten af anden halvleg.

Gæsterne reducerede i tillægstiden, men lidet hjalp det. Kampen sluttede 3-1 til Horsens.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu