Kæmpe march for klima: Så mange var med

25. maj 2019 18:09 | Af: Ritzau Fokus

Klimaaktivisten Greta Thunberg talte med alvorsord om klimaet lørdag i København, hvor tusindvis var mødt op.

Del:

Der var lørdag fyldt godt op til Folkets Klimamarch på Christiansborg Slotsplads i København.

Omkring 30.000 mennesker var samlet til klimaoptoget, lyder estimatet fra Københavns Politi, oplyser vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard.

Han fortæller, at alt er forløbet helt roligt.

– Alt er forløbet helt som planlagt. De var lidt længere tid om at komme i gang og lidt længere tid om at få afsluttet, end det egentlig var planen oprindeligt.

– Men det er den slags små afvigelser, når der er rigtigt mange mennesker. Så tager alt lidt længere tid, end man lige regner med, siger Jesper Bangsgaard.

Klimamarchen blev afholdt lørdag i 12 byer over hele landet, hvor tusinder af mennesker har råbt op om deres bekymringer for global opvarmning.

I København var den svenske klimaaktivist Greta Thunberg inviteret til at holde tale til arrangementet.

16-årige Greta Thunberg er på under et år blevet en kendt klimaaktivist og et idol for unge over hele verden. 20. august 2018 begyndte hun at tage fri fra skole for at demonstrere foran Riksdagen i Sveriges hovedstad, Stockholm.

I sin tale i København opfordrede hun til, at der tales med større alvorsord om klimaet. Men ord alene er ikke nok, der skal handling bag, lød det fra Grete Thunberg.

– Vi skal behandle en nødsituation som en nødsituation. Vi skal tænke helt anderledes, sagde hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu