30-årig kræves fængslet for drab på motorvej

5. december 2018 10:48 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Nu er der nyt i sagen fra motorvejen, hvor en 28-årig døde sent tirsdag aften.

En 28-årig mand blev sent tirsdag aften dræbt på stedet, da han blev ramt af en bil i høj fart på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk.

Det oplyser Thomas Christensen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, natten til onsdag.

– Det drejer sig om en fodgænger, der bliver ramt af en bil, da han pludselig befinder sig på motorvejen, siger vagtchefen.

– Da vi kommer derud, finder vi ud af, at han er afgået ved døden, tilføjer han.

– Han er blevet ramt af en bil, der har kørt ved normal motorvejshastighed – altså nok omkring 110 kilometer i timen.

Politiet måtte i forbindelse med ulykken afspærre motorvejen i udadgående retning ved afkørslen Vallensbæk N i flere timer.

30-årig blev anholdt

Thomas Christensen oplyser, at en 30-årig mand, der var sammen med den nu afdøde mand, er anholdt.

Københavns Vestegns Politi forsøgte natten til onsdag at få underrettet den afdødes pårørende.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 22.56 og afspærrede hurtigt motorvejen på strækningen.

Det medførte flere farlige situationer med bilister, der udnyttede et hul i autoværnet til at vende om.

Grundlovsforhør i vente

Hos Københavns Vestegns Politi oplyser de nu, at den anholdte kan se frem til at blive fremstillet i grundlovsforhør over middag.

– Klokken 13.15 fremstilles han i grundlovsforhør, hvor han kræves fængslet, oplyser Lars Andersen, der er kommunikationsmedarbejder ved Københavns Vestegns Politi til Newsbreak.dk.

Politiet ønsker, at manden bliver fængslet, da det allerede natten til onsdag blev bekræftet af politiet, at de ville undersøge, hvorvidt der var tale om en kriminel handling.

– Han bliver fremstillet i grundlovsforhør for paragraf 237, altså manddrab. Men vi kommenterer ikke yderligere på sagen før grundlovsforhøret er afsluttet, uddyber Lars Andersen til Newsbreak.dk.

Hvis man bliver dømt for manddrab er strafferammen mellem fem år og op til livstid, skriver Retsinformation.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu