34-årig dømt: Nethandlende kan lære noget

20. februar 2020 19:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Manden begik den samme type forbrydelse igen og igen.

34-årig dømt: Nethandlende kan lære noget
Manden snød folk igen og igen og fik dem til at betale for varer, han ikke sendte. Genrefoto.

Dommen over en 34-årig bedrager er en vigtig lektie, politikommissær Lasse Nielsen Dyrberg fra Østjyllands Politis sektion for økonomisk kriminalitet, håber at folk lærer noget af.

”Sagen her viser med al tydelighed, hvorfor det er så vigtigt, at man ikke overfører penge for en vare, som man aldrig har set eller ved, om sælgeren overhovedet er i besiddelse af. Den 34-årige er dømt for 101 gange at have lokket en køber til at overføre penge for en vare, som vedkommende aldrig har fået, og det har han så tjent knap 370.000 kroner på,” siger Lasse Nielsen Dyrberg i en pressemeddelelse udsendt af Østjyllands Politi.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Manden blev torsdag dømt i en sag om 114 forhold ved retten i Randers. Han blev anholdt i oktober 2019, og dengang havde politiet knyttet ham til 91 tilfælde af bedrageri. Siden voksede sagen til de 114 forhold, der var en del af sagen mod manden.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at manden i de fleste af sagerne snød private borgere i det, de troede var ærlige handler.

Den 34-årige mand satte forskellige varer, koncertbilletter, gavekort og telefoner til salg på den Blå Avis eller på Facebook. Han indgik handler med folk, fik dem til at sende ham penge til sig selv eller en bekendt, og så hørte køberen ellers ikke mere til den sag.

Landsdækkene sag

Anmeldelserne indløb fra hele landet, og de fleste af dem landede hos politiets landsdækkende center for IT-relateret og økonomisk kriminalitet.

Centeret er i daglig tale kendt som LCIK, og det var hos LCIK, at man koblede de forskellige anmeldelser til den samme mistænkte, den 34-årige mand.

”Det er et godt eksempel på, hvorfor LCIK gør en forskel i denne type sager, der går på tværs af landet og på tværs af politikredse. De sidder med overblikket over alle anmeldelserne, og har meget nemmere ved at kæde tingene sammen, end vi ville have, hvis anmeldelserne blev behandlet i op mod 12 forskellige politikredse,” siger Lasse Nielsen Dyrberg i pressemeddelelsen.

Da man var klar til at rejse sigtelse mod manden, boede han i Aarhus, og derfor blev sagen overdraget til Østjyllands Politi, hvor sektionen for økonomisk kriminalitet overtog sagen.

I sidste ende kom sagen til at handle om over 100 tilfælde af bedrageri, til et samlet beløb på 500.000 kroner.

Forskellige former for svindel

Politiet skriver, at manden blev dømt for 101 tilfælde af svindel på nettet. Derudover blev han også dømt for at have sat en lejlighed til leje på Boligportalen, udgivet sig for at være udlejer for så at indgå en lejekontrakt med to forskellige kvinder, der hver betalte for at bo i en lejlighed, manden ingen ret havde til at uddanne.

Derudover er manden dømt for at have sovet, spist og drukket på fire forskellige hoteller. Her udgav han sig for at være en anden, og han betalte ikke for nogle af goderne.

”Sagen kørte som en tilståelsessag, da den 34-årige erkendte samtlige forhold. Han har forklaret, at han er ludoman og skulle bruge penge til at dække sit forbrug”, siger specialanklager Jesper Rodkjær i pressemeddelelsen.

Manden modtog dommen.

 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu