34-årig kolliderede med bus – nu er han død

24. april 2018 11:17 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Ulykken skete fredag, mandag aften døde en af de implicerede af sine kvæstelser.

Del:

Klokken 07.13 fredag morgen var en varebil og en bus involveret i en meget alvorlig ulykke. Nu har den kostet en person livet.

Ulykken skete på Bollervej mellem Juelsminde og Horsens, hvor en varebil rammer en bus med skolebørn.

– En varebil overhaler og rammer frontalt ind i en modkørende bus, fortalte vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, fredag til Newsbreak.dk.

Nu er føreren af varebilen død af sine kvæstelser.

Det oplyser fungerende vicepolitiinspektør Poul Steffensen til Horsens Folkeblad.

Føreren var en 34-årig mand fra Hornsyld. Det antages, at han formentlig er blevet blændet af den lavthængende sol og dermed overså bussen.

– Konklusionen er, at ulykken skete, da han af ukendte årsager kom over i den modsatte kørebane. Tættere kan vi ikke komme det, siger Poul Steffensen til bladet.

Ifølge Horsens Folkeblad var der 18 passagerer i bussen i alderen 13 til 35 år. Ingen kom alvorligt til skade.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu