34-årig levende begravet: Landmand går fri

11. marts 2019 16:51 | Af: Newsbreak.dk og Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Enken efter en afdød landbrugsarbejder får ikke en erstatning på næsten 755.000 kroner. Politiet overvejer nu, om der skal rejses sag mod en anden landmand.

Landmand Knud Kjær Knudsen fra Tølløse får ingen straf som følge af, at en ukrainer omkom i en kornsilo ved hans gård. Det står klart, efter at anklagemyndigheden har besluttet ikke at anke Retten i Holbæks frifindelse af landmanden. Det skriver Fagbladet 3F.

Dermed slipper den 26-årige svineproducent for en bøde på 80.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, som anklagemyndigheden ellers havde krævet, at han skulle idømmes.

Se mere video hos Local Eyes.

Afgørelsen betyder også, at den omkomne mands enke og to mindreårige børn ikke bliver tilkendt en erstatning på i alt knap 755.000 kroner i sagen.

Anklageren i sagen, Katrine Schlütter, bekræfter over for Fagbladet 3F, at dommen ikke er blevet anket inden for tidsfristen.

– Efter de oplysninger, der er kommet frem under retsmødet, mener vi, at rettens afgørelse er rigtig, siger anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestsjællands Politi Katrine Schlütter, der ellers ikke ønsker at kommentere dommen.

Omfattende sag

Dommer Christian Wenzel skriver i sagens dom, at Knud Kjær Knudsen ikke kan anses som arbejdsgiver for afdøde Mykola Makarenko. Dommeren skriver desuden, at ukraineren i stedet var ansat af den sjællandske svineproducents far, landmand Peter Kjær Knudsen, ”gennem et vikarbureau” til at udføre arbejde for selskabet Lunderød ApS.

Lunderød ApS er ejet af Peter Kjær Knudsen og hans søn Kim Kjær Knudsen, der også er landmand. Lunderød ApS har forpagtet jord og tre kornsiloer af Knud Kjær Knudsen, og selskabet ejede kornet i de tre siloer på ulykkestidspunktet.

Under retssagen oplyste svineproducent Peter Kjær Knudsen, at det var ham, der bad Mykola Makarenko om at gå op i siloen og fjerne spirerne i kornet. Ifølge svineproducenten var ukraineren ansat af vikarbureauet Europower og arbejdede som vikar for ham.

Efterladt enke

Peter Kjær Knudsen medgav i retten, at han selv havde overført løn til Mykola Makarenkos bankkonto i Ukraine. Det skyldtes ifølge landmanden, at vikarbureauets bank ikke ville overføre penge til Mykola Makarenkos bankkonto i Ukraine på grund af hvidvasksager i Ukraine. Men det ville Peter Kjær Knudsens bank, Jyske Bank, gerne, forklarede landmanden – og forsikrede, at han ikke havde udbetalt sorte penge.

Der foreligger ingen ansættelseskontrakt eller lønsedler på Mykola Makarenkos arbejde i Danmark. Og Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som udsteder arbejdstilladelser til udlændinge i Danmark, har ingen sag på Mykola Makarenko.

Arbejdstilsynet har betragtet Knud Kjær Knudsen som arbejdsgiver i sagen. Det skyldes oplysninger fra Arbejdstilsynets tilsynsbesøg på gården efter ulykken og oplysninger i politirapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Det oplyser Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F og gør opmærksom på, at tilsynets vurdering blev stadfæstet i april 2018 af Arbejdsmiljøklagenævnet, der behandler klager over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet.

Det er nu op til Midt- og Vestsjællands Politi til at afgøre, om der skal rejses en straffesag mod Peter Kjær Knudsen.

Bistandsadvokaten for enken efter Mykola Makarenko, Simon Eilrich, er enig i rettens frifindelse af Knud Kjær Knudsen – og forventer helt klart, at anklagemyndigheden rejser en straffesag over for Peter Kjær Knudsen.

Sagen i sin helhed

Vestsjællands Brandvæsen havde 25 mand på opgaven med at tømme en silo på en landejendom på Bukkerupvej ved Tølløse for flere hundrede ton korn, hvor en mand pludselig forsvandt under kornet. To kornsugere fra et foderstoffirma sugede korn ud af siloen, mens 10 mand gravede i kornet.

– Det har været en flot indsats, der er udført i et samarbejde mellem redningsmandskabet, de ansatte på gården og de ansatte i foderstoffirmaet, vagthavende chef ved Vestsjællands Brandvæsen, Lasse E. Hansen.

Trods det lykkedes det ikke at finde den 34-årige ukrainske mand, der siden blev erklæret død. Han blev levende begravet, og ved ulykken blev arbejdsmiljøloven overtrådt.

Det vurderer Arbejdstilsynet ifølge Fagbladet 3F. Tilsynet har efter arbejdsulykken udstedt efter såkaldt strakspåbud, som betyder, at virksomheden straks skal rette op på forholdene. Det fremgår af Fagbladet 3F’s aktindsigt i sagen.

Forsvandt pludselig

På et tidspunkt kravlede de ud af siloen og startede en kornsnegl for at tage cirka to kubikmeter korn ud af siloen. Derefter kravlede de to mænd tilbage i siloen for at fortsætte arbejdet, har arbejdsgiveren forklaret til Arbejdstilsynet.

Pludselig forsvandt ukraineren ned i et hul i kornet og var væk.

En række personer forsøgte at grave ukraineren fri. Det lykkedes først mere end fire timer efter, at ulykken blev anmeldt til politiet, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Politiet har oplyst til Arbejdstilsynet, at den ukrainske mand blev fundet død i kornsiloen cirka to meter fra bunden.

Leverandøren af kornsiloen fra 2004 har efter dødsulykken oplyst til Arbejdstilsynet, at det ifølge instruktionsbogen ikke er tilladt at gå ind i siloen, når man er begyndt at udtage korn. Det skyldes, at der så kan være kommet luftlommer i kornet.

Umulige advarsler

På siden af siloen er der advarselstavler, der viser, at der kan være luftlommer i kornet, og at man derfor ikke må gå derind.

Men Arbejdstilsynet konstaterede under et tilsynsbesøg på virksomheden få timer efter ulykken, at en række advarselstavler på bagsiden af siloen var ”umulige at se”.

Arbejdsgiveren har ifølge Arbejdstilsynet oplyst, at der ikke var givet nogen egentlig instruktion i forbindelse med arbejdet. At de bare var gået i gang med arbejdet.

Det fremgår også af Fagbladet 3F’s aktindsigt i sagen hos Arbejdstilsynet, at ukraineren ikke bar nogen sikkerhedsline, da han gik ovenpå kornet i siloen.

Ingen bruger sikkerhedsline

Til påbuddet, der blandt andet handler om, at Arbejdstilsynet mener, at der skulle bruges sikkerhedsline, har landmand og arbejdsgiver Knud Kjær Knudsen følgende kommentar:

– Snak med hvilken som helst landmand. Der er ikke nogen, der har brugt sikkerhedsline i siloer. Det er jo nemt for Arbejdstilsynet at give påbud set på tingene i bakspejlet. Men det ændrer ikke på, hvordan alle landmænd har gjort. Det er først nu vi ved, at vi skal bruge line, når vi går oven på korn, siger Knud Kjær Knudsen, der over for Fagbladet 3F ikke ønsker at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu