ANNONCE

39-årig kvinde kvalt

28. februar 2021 15:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Kvinden blev lørdag fundet dræbt i Vordingborg. Den 20-årig mand skal sidde fængslet på psykiatrisk afdeling

En 20-årig mand, der søndag i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved stod sigtet for at have dræbt en 39-årig kvinde, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Kvinden blev lørdag fundet død i et buskads på Oringe i Vordingborg omkring klokken 13.15, og kort efter blev den 20-årige anholdt.

Det viste sig, at kvinden var blevet kvalt, og den 20-årige blev sigtet for drab.

Manden er dog for syg til at blive anbragt i et arresthus, og han skal derfor tilbringe tiden som varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling. Han kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængslingen til landsretten.

Et ‘ukendt’ sted

Ifølge Ekstra Bladet og TV2 Øst, som var til stede ved grundlovsforhøret, blev kvinden formentlig ikke dræbt dér, hvor hun blev fundet. Ifølge sigtelsen skal manden nemlig have kvalt hende “et ukendt sted”.

Det vil vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke kommentere.

– Det afhænger jo af, hvordan man fortolker det, siger han.

Har relation

I en pressemeddelelse lørdag skrev politiet, at manden har relation til kvinden, men kom ikke nærmere ind på, hvordan de kender hinanden.

– Af hensyn til efterforskningen kan jeg stadig ikke fortælle, hvad deres relation er, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han vil søndag eftermiddag heller ikke give flere detaljer om sagen. Det skyldes, at grundlovsforhøret på anklagerens anmodning blev holdt for lukkede døre.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu