40-årig skudt i hovedet med haglgevær

5. januar 2019 20:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Østjyllands Politi har anholdt 45-årig mand, der menes at have affyret skud mod 40-årig mand i Hadsten.

Del:

En uoverensstemmelse førte lørdag kort efter middag til, at der blev løsnet skud på Ravngårdsvej i Hadsten mellem Aarhus og Randers.

En 40-årig mand blev ramt i hovedet og i lysken af skud fra et haglgevær.

Hans 42-årige nabo, der også kom til stedet, blev slået i hovedet med våbnet, oplyser Østjyllands Politi.

Personen, der blev ramt af skud, blev kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital. Han meldes uden for livsfare.

Naboen, der blev ramt af slag med våbnet, behandles på skadestuen, oplyser politiet.

Jagtet og anholdt

Den formodede gerningsmand flygtede efterfølgende i sin bil, som politiet satte efter.

Jagten endte klokken 13.16 ved Tranbjerg syd for Aarhus, da manden blev anholdt.

Det skete under stort opbud af bevæbnede betjente.

Den anholdte er en 45-årig mand fra Hasselager, oplyser politiet.

Sigtet for drabsforsøg

Han er sigtet for drabsforsøg mod den 40-årige og for vold mod den 42-årige.

Manden vil søndag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Parterne kender ifølge politiet hinanden. Det er uvist, hvad uoverensstemmelsen drejede sig om.

Politiet tog ingen chancer ved anholdelsen, fortæller kommunikationsmedarbejder Janni Lundager, Østjyllands Politi.

– Vi ved, at der blev afgivet skud, og at manden kunne være i besiddelse af våben. Derfor tager vi vores forholdsregler. Men selve anholdelsen foregik udramatisk, forklarer hun.

Østjyllands Politi har lørdag eftermiddag foretaget en række tekniske undersøgelser, ligesom den anholdte er blevet afhørt.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om sagen, da man ved grundlovsforhøret søndag vil anmode om lukkede døre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu