41-årig mand voldtog naboens to små piger

29. august 2017 19:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To piger blev udsat for voldtægt og andre seksuelle krænkelser, når de blev passet hos naboen, da de var små.

41-årig mand voldtog naboens to små piger
Arkivfoto.

En mand fra Vestjylland har tirsdag i Retten i Holbæk fået en dom på tre års fængsel for grove seksuelle overgreb på to søstre, som han var nabo til, mens han boede i Vestsjælland. Det oplyser anklagerfuldmægtig Anders Rechendorff, Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemedelelse.

Overgrebene begyndte i 2005, da pigerne var små, og stod på i fire år. De blev anmeldt i 2014.

Krænkelserne skete, når pigerne blev passet af den nu 41-årige mand og overnattede hos ham.

Det groveste forhold var en fuldbyrdet voldtægt af den ældste af pigerne, da hun var otte-ni år gammel, men allerede fra hun var seks-syv år krænkede han hende seksuelt på andre måder.

Blandt andet viste han gentagne gange pigen pornofilm. Han er også dømt for blufærdighedskrænkelse ved at onanere over for begge piger.

Ikke bedøvet med medicin

Derimod fandt retten det ikke bevist, at han forud for nogle overgreb havde bedøvet den ældste søster med medicin, hvilket han også var tiltalt for i anklageskriftet.

Pigerne, der i dag er 21 og 18 år, har afgivet vidneforklaringer i retten. Det er sket for lukkede døre.

Ud over overgrebene på de to søstre blev manden fundet skyldig i besiddelse af børneporno. Ved en ransagning i hans hjem i Vestjylland fandt politiet over 10.000 billeder og flere end 1000 film med børneporno.

Endelig er han fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse, idet han har blottet sig over for fire forskellige grupper af børn i Vestjylland gennem et halvt år i 2014 og 2015.

Tilfreds anklager

Anklageren i sagen er tilfreds med, at det er lykkedes at få manden dømt for de grove overgreb.

– Det har dog været en vanskelig sag. Når forholdene ligger så lang tid tilbage, er det eneste materiale i sagen parternes vidneudsagn, siger anklager Anders Rechendorff.

Han lægger vægt på sagens grovhed og på, at overgrebene blev begået over en periode på flere år. Desuden fremhæver han, at pigerne var små børn, og at der var et tillidsforhold mellem manden og familien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu