ANNONCE

44 mennesker mast ihjel

30. april 2021 06:24 | Af: Ritzau Fokus

Mindst 44 mennesker har mistet livet, efter at en tribune er kollapset under stor festival i Israel, skriver Reuters

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Mindst 44 personer er blevet mast ihjel under en jødisk fejring på bjerget Meron i det nordlige Israel.

Det oplyser Israels beredskabsmyndighed, Magen David Adom, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ulykken fandt sted kort efter midnat natten til fredag.

Adskillige personer meldes at være såret, mens flere af dem er i kritisk tilstand. Tidligere skrev nyhedsbureauet AP, at mere end 100 menes at være såret.

Ifølge beredskabsmyndigheder blev ulykken forårsaget af trængsel og for mange mennesker på samme sted, da en tribune kollapsede.

Det er uklart, hvorvidt det faktiske kollaps af tribunen var årsag til ulykken, eller om det var panikken bagefter, der førte til tragedien.

Største begivenhed siden corona brød ud

Op mod 100.000 deltog i begivenheden, der markerer Lag Ba’Omer-højtiden, skriver mediet Times of Israel. Det er en jødisk helligdag til ære for Shimon Bar Yochai, der levede i det andet århundrede og er begravet i området.

Fakta

Hvad er Lag Ba'Omer?

Lag ba’ómer (ל״ג בעומר ashkenazisk) eller ל״ג לעומר Lag la’omer (sefardisk) er en jødisk fest, der falder på den 33. dag i omertiden mellem pesach og shavuot, på den 18. ijjar (måned i den jødiske kalender). Lag (hebraisk ל״ג) betyder her 33.

Denne jødiske mærkedag har sin oprindelse i opstanden mod det romerske overherredømme under kejser Hadrian i årene 132-135.

Lag ba’ómer er en glædesfest, og på denne dag er buddene for sørgedagene mellem pesach og shavuot ophævet, således at man kan tage på skovtur og samles om bål; og man kan fejre bryllup, hvilket tit sker på denne dag. På denne dag må man igen lade sit hår klippe.

Kilde: Wikipedia

Begivenheden er den største, der er blevet holdt i Israel, siden coronapandemiens begyndelse.

Op mod 5000 betjente var ifølge nyhedsbureauet AFP blevet indsat forud for begivenheden.

Videoer fra fejringen inden ulykken viser tusindvis af mennesker, der danser og hopper i takt til musik.

Værste ulykke i fredstid

Vidner til ulykken fortæller til Times of Israel, at redningstjenester kæmpede for at komme frem til folkemængden for at redde fastklemte mennesker.

Seks helikoptere og adskillige ambulancer blev sendt til stedet.

Området er blevet afspærret, mens redningsfolk forsøger at rydde stedet og identificere ofre.

Ifølge Times of Israel tegner ulykken til at blive den værste i fredstid i Israels historie.

Premierminister Benjamin Netanyahu kalder ulykken for en “forfærdelig tragedie” og beder for, at alle sårede vil komme sig, skriver Reuters.

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu