Skyderi: 45-årig mand sigtet for drabsforsøg

18. marts 2019 10:05 | Af: Ritzau Fokus

En 36-årig mand blev søndag ramt af skud, men meldes uden for livsfare. Den formodede gerningsmand er anholdt.

Skyderi: 45-årig mand sigtet for drabsforsøg
Politiet har sigtet en mand. Arkivfoto

Der var ifølge politiet tale om et drabsforsøg, da en 45-årig mand søndag morgen skød en 36-årig mand på en adresse ved Odder i Østjylland.

Derfor bliver den 45-årige mand mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for forsøg på manddrab efter skudepisoden.

Den 36-årige, som blev ramt af skud, blev behandlet for sine skader på hospitalet i flere timer. Han er meldt uden for livsfare.

I kølvandet på skyderiet blev tre personer anholdt. Det er dog kun den ene af dem, som kommer for retten.

– Efter afhøring har vi løsladt de to andre. De blev ved anholdelsen sigtet for drabsforsøg, men de bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør. Så de har efter vores vurdering ikke været med til det, siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

En konflikt mellem to

Politiet blev kaldt til adressen nord for Odder klokken 08.31 søndag morgen.

Både skudofferet og de tre personer, som i første omgang blev anholdt, er fra lokalområdet.

Der er formentlig tale om et internt opgør.

– De kender hinanden. Vores vurdering er, at det bunder i en konflikt mellem de to mænd, siger Jakob Christiansen.

Den nærmere relation mellem de to ønsker politiet ikke at komme nærmere ind på.

Intet tyder på, at der skulle være tale om et led i en bandekonflikt.

Grundlovsforhøret går i gang klokken 09.30.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu