ANNONCE

48 trafikanter sigtet: Motorcykel kørte på baghjul

27. maj 2020 13:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte tirsdag eftermiddag og aften en færdselsindsats på Djursland i forbindelse med ”Kalø-træffet”, hvor mange bilister og motorcyklister mødes.

Flere borgere har henvendt sig til politiet, fordi de er bekymret over, at der bliver kørt hurtigt og hasarderet til og fra træffet på Kalø på Djursland.

Tirsdagens kontrol bekræftede politiet i, at den bekymring er helt reel.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

48 bilister og motorcyklister blev sigtet.

Langt de fleste af dem for at køre for stærkt, men også for ulovlige overhalinger, kørsel uden førerret og for at køre med mobilen i hånden. Betjentene uddelte en lang række klip, og 14 trafikanter kørte så stærkt, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet.

En af dem var en bilist, der på Grenåvej i Egå nåede op på 158 km/t, hvor den tilladte hastighed er 80 km/t. Men han var langt fra den eneste, der havde problemer med at holde sig til færdselsreglerne på strækningen. Syv andre bilister blev inden for en time målt til at køre alt for stærkt samme sted.

Motorcyklist på baghjul

På Djurslandsmotorvejen kørte en bilist 174 km/t, inden han drejede fra ved Skødstrup og fortsatte med 132 km/t, inden en civil motorcykelbetjent fik standset ham.

Det var også en civil motorcykelbetjent, der fik fat i en motorcyklist, som viste sig frem ved at køre rundt på baghjulet, overhale over en spærrelinje og køre 128 km/t på landevejen.

– Det er stærkt bekymrende, at så mange bilister og motorcyklister blæser på færdselsreglerne og udsætter dem selv og andre trafikanter for fare ved at køre så hensynsløst og hasarderet. Det er ikke alle, vi standser, der har forbindelse med træffet ved Kalø, men der er ikke tvivl om, at det er en del af årsagen til, at vi kan skrive så mange sager i løbet af en tirsdag aften,  siger politikommissær Amrik Chadha.

Østjyllands Politi har igennem længere tid foretaget kontroller i forbindelse med Kalø-træffet, og også i den kommende vil der være færdselsindsatser til tirsdagstræffene.

Resultater af tirsdagens færdselsindsats
• 20 kørte for stærkt på landevejen – fem til betinget frakendelse + 13 klip + to bøder
• 6 kørte for stærkt på motortrafikvejen – tre til betinget frakendelse og tre klip
• 9 kørte for stærkt på motorvejen – seks til betinget frakendelse og tre klip
• 2 overhalinger over spærrelinje til klip
• 2 sager om tætkørsel. Beregninger skal vise om sagerne udløser klip
• 1 overtrådte sin vigepligt og fik et klip
• 3 kørte uden førerret til mc/bil
• 7 kørte med mobiltelefonen i hånden – alle fik klip
• 2 havde ikke sele på

I alt 48 sigtede.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu