49-årig forsøgte at voldtage 24-årig eks-kone

24. februar 2020 21:22 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En 49-årig mand er dømt for voldtægtsforsøg på sin eks-kone.

49-årig forsøgte at voldtage 24-årig eks-kone
En 49-årig mand er dømt for at forsøge at voldtage sin 24-årige ekskone. Foto: Colourbox.

En 49-årig mand fra Aarhus blev anholdt godt en time efter et voldtægtsforsøg, blev varetægtsfængslet knap 11 timere senere og har nu, blot to måneder senere, fået sin dom på halvandet års fængsel.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Det var langt hen ad vejen ord mod ord, da sagen mod den 49-årige mand, der var tiltalt for at have forsøgt at voldtage sin 24-årige ekskone, skulle afgøres i Retten i Aarhus.

Manden mente, at ekskonen selv havde lagt op til, at de skulle have sex, mens kvinden forklarede, at hun gentagne gange havde sagt nej, gjort modstand og forsøgt at få ham væk, blandt andet ved at slå ham i hovedet med en sengelampe.

– Sagen har i høj grad bygget på ekskonens forklaring. Der er kun to personer, der reelt ved, hvad der skete i lejligheden den nat, men retten har vurderet, at kvindens forklaring var troværdig, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med, siger anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsen.

Forsøg på voldtægt

Episoden fandt sted i kvindens lejlighed i Risskov ved cirka 03.45-tiden om natten til den 16. december 2019.

Ifølge kvinden var eksmanden i lejligheden for at tale med hende, da deres fælles datter blev syg.

Kvinden forklarede i retten, at de to havde siddet i stuen og talt sammen, indtil hun var blevet for træt og var gået ind i sit soveværelse for at sove, mens eksmanden blev for at kunne lytte efter datteren.

Kvinden har også forklaret, at han kort kom ind i soveværelset og lagde sig ovenpå hende, holdt hendes arme fast og forsøgte at gennemtvinge et samleje med hende.

Hun gjorde dog så meget modstand, at det ikke lykkedes for ham, og han forlod herefter lejligheden, mens hun ringede efter politiet.

Anholdt, fængslet og dømt

Efter betjentene havde besøgt kvinden og afhørt hende til sagen tog de direkte hen til eksmandens lejlighed, hvor han blev anholdt. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og har siden da siddet varetægtsfængslet.

Politiets efterforskere har lavet personundersøgelser, indsamlet og analyseret tekniske beviser fra gerningsstedet og ransaget telefoner for at få underbygget kvindens forklaring.

Hurtig afgørelse

Så snart alle undersøgelserne var færdige, blev sagen sendt i retten med henblik på en hurtig afgørelse.

– Voldtægtssager er én af de sagstyper, vi prioriterer højt og gerne vil have sagsbehandlet så hurtigt som muligt af hensyn til den eller de forurettede i sagen. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi allerede nu, godt to måneder efter det skete, har fået dom i sagen, siger anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsen.

Den 49-årig udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu