ANNONCE

57 pistoler og ammunition på bodega og i lagerrum

26. oktober 2020 17:25 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Politiet mener at have afsløret kriminelt netværk, der gemte store mængder våben i og omkring Odense.

Politiet slog i september sidste år til mod en række adresser i og omkring Odense.

Det skete i jagten på et kriminelt netværk, som ifølge politiet står bag organiseret handel med våben og narko.

På værtshuset Restaurant Østerport fandt man 13 pistoler og to lyddæmpere, som var placeret i en sort taske under et bordfodboldbord.

Det kom frem dengang frem, da det ældre ægtepar, der driver stedet, var blandt de otte personer, der blev fremstillet i grundlovsforhør i sagen, skrev TV2/Fyn dengang.

(I videoen over artiklen kan du se tv-stationens indslag fra 2019).

Begge blev varetægtsfængslet og sigtet våbenbesiddelse. Det samme blev parrets 30-årige søn, der også blev sigtet i den omfattende våbensag. Fem øvrige personer var varetægtsfængslet i sagen.

– Der er jo i hvert fald tale om en gruppe personer, som efter vores opfattelse handler sammen. Om vi kan være bekendt at kalde det et “fynsk netværk”, ved jeg ikke, om det måske lige er voldsomt nok, sagde Annika Jensen, der er anklager ved Københavns Politi, dengang.

Der var tale om fuldt funktionsdygtige, skarpladte våben.

I en ovn samme sted fandt man en pose med patroner.

I et lagerrum lidt uden for Odense, hvor man kan leje opbevaringsplads, fandt politiet en sort sportstaske med 40 pistoler.

I alt blev der fundet 57 pistoler og 24 kilo ammunition på tre forskellige adresser.

Politiet mener, at ni mænd og en kvinde står bag opbevaring af våbnene med henblik på videresalg.

De sidder nu på anklagebænken i Retten i Odense, hvor de ud over ulovlig besiddelse af våben anklages for besiddelse og videreoverdragelse af en stor mængde kokain, hash og piller.

– Der er tale om en rigtig alvorlig sag, og der er tale om rigtig mange våben. Det er ikke ofte, vi støder på så voldsomt et fund af våben, sagde Annika Jensen i september 2019.

Den omfattende sag er indledt mandag. Flere af de tiltalte kan ifølge deres forsvarsadvokater erkende sig delvist skyldige i nogle af anklagepunkterne.

Men de nægter alle at være en del af et organiseret netværk, sådan som politiet mener, der er tale om.

Våben til banderne

Politiet har tidligere udtalt, at der var mistanke om, at våbnene skulle sælges til bandemiljøet i og omkring København.

En af sagens to anklagere, Jhin Lee, har ved forelæggelsen af sagen fortalt, at de tiltaltes telefoner er blevet aflyttet, ligesom man har foretaget observationer af deres færden.

Der er ifølge anklageren tale om politifolk, der er særligt uddannet til at observere personer i det kriminelle miljø.

Disse betjente skal afgive forklaring i sagen, men uden at de tiltalte kan se dem.

Derudover består beviserne i sagen af korrespondancer på forskellige kommunikationskanaler, blandt andet den krypterede beskedtjeneste Signal.

Tre er dømt

I sagskomplekset er tre mænd allerede blevet idømt fængsel i henholdsvis to år og ni måneder, tre år og fem år.

De har ifølge anklageren tilstået at have aftaget våben fra personer i netværket.

Sagen er omgærdet af stor sikkerhed, og politiet er talstærkt til stede ved retten.

De tilstedeværende journalister og en håndfuld tilhørere er henvist til at følge sagen på distancen via en videoforbindelse mellem retslokalet og et nærliggende lytterum.

Der er afsat 25 retsdage til sagens behandling, og der ventes dom til marts næste år.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu