ANNONCE

60 lys i kagen

3. september 2020 07:35 | Af: Ritzau Fokus

Han stod i spidsen for storbanken Nordea gennem fire år med store op- og nedture, før han stoppede karrieren. Nu fylder finske Casper von Koskull 60 år.

Efter mange år med skiftende stillinger i toppen af den internationale bankverden meddelte Nordeas topchef sidste år, at han ville trække stikket og gå på pension.

Torsdag 3. september fylder tidligere koncernchef og administrerende direktør Casper von Koskull 60 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Dermed har han nok fået mere tid til at dyrke sin store interesse for ishockey. Som ung i Helsinki spillede han på eliteplan og drømte om en professionel karriere.

I stedet skulle det blive til et arbejdsliv i bankverdenens elite for Casper med det adelige efternavn og titlen friherre, der svarer til baron.

Von Koskull-familien har også sit eget våbenskjold, men har aldrig rigtig blandet sig med adelen.

Og der var ikke meget overklasse over opvæksten, har søsteren Anette von Koskull fortalt til det svenske medie Finansliv.

Den unge Caspers indgang til bankverdenen var en kandidatgrad i økonomi og erhvervsadministration fra Helsinki School of Economics.

Det blev først til ti år i Citibank i Helsinki, New York, London og Frankfurt, siden fire år hos UBS i London og 12 år hos Goldman Sachs også i London.

I 2010 kom han til Nordea, hvor han blev topchef i 2015.

Beslutningen om at gå på pension kom efter nogle år med alvorlige sager, imagekrise og efterfølgende kundeflugt.

Casper von Koskull havde ikke siddet mange måneder på topposten, da de såkaldte Panama-papirer blev lækket. De afslørede, at banken stod bag mange kunder med firmaer i skattely.

Nordea har også flere gange været i myndighedernes søgelys for ikke at have gjort nok for at modvirke kunders hvidvask af penge.

Nordea udsendte i juni 2019 en pressemeddelelse om bankbossens snarlige afgang.

Heri fremgik det, at han længe havde “set det som et naturligt tidspunkt for at lade sig pensionere efter en lang og aktiv karriere i bankverdenen”.

Han har dog ikke trukket sig helt fra erhvervslivet. Casper von Koskull har kastet sig over flere bestyrelsesposter, blandt andet i rederiet Stena og det svenske ejendomsselskab Heimstaden.

Privat er Casper von Koskull gift med sin kæreste helt tilbage fra gymnasiet og far til to voksne børn, en søn og en datter.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu