61-årig mand død efter vild lejlighedsbrand

2. december 2018 07:19 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To hele opgange måtte evakueres, da Hovedstadens Beredskab natten til søndag blev kaldt ud til en brand i en lejlighed.

Del:

OPDATERING 9.50:

En 61-årig mand er omkommet i branden i Hans Tavsens Gade på Nørrebro.

Det skriver Ritzau. Den 61-årige blev ved branden evakueret fra sin lejlighed af brandmænd fra Hovedstadens Beredskab, og er efterfølgende omkommet.

Ifølge vagtchef Kristian Rohdin fra Københavns Politi opstod branden angiveligt som følge af rygning i sengen.

ORIGINALARTIKEL:

En række beboere på Hans Tausens Gade i København blev natten til søndag revet ud af deres nattesøvn, da der udbrød brand i en lejlighed på gaden.

To hele opgange måtte på grund af røgspredning fra branden evakueres, fortæller vagtchef hos Københavns Politi, Kristian Rohdin, til Newsbreak.dk.

Omkring 15 personer i de to opgange måtte evakueres, skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter. Derudover måtte brandvæsenet redde en person ud fra den lejlighed, branden opstod i. Den person blev overgivet til ambulancetjenesten.

Efter slukningen af branden har beboerne i de to opgange fået lov at vende hjem – formentlig med en del udluftning på programmet.

Søndag morgen er årsagen til branden endnu ukendt, lyder det fra Københavns Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu